[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Soldaterne fra Den Danske Kampgruppe i Helmand holdt onsdag aften mindehøjtideligheder for Jacob Sten Lund Olsen, som blev dræbt ved en eksplosion lørdag den 3. september.

I såvel Camp Price som i Camp Bastion blev der på samme tid holdt mindeparader.
Ved mindesmærket i Camp Bastion for de faldne danske soldater blev kisten ført ind ledsaget af et fanekommando.

Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Ken Knudsen, i Camp Bastion og stabschef, oberstløjtnant Michael Villumsen, i Camp Price holdt enslydende mindetaler for Jacob Sten Lund Olsen. De sagde blandt andet:



I Camp Price og Camp Bastion var soldater samlet for at mindes Jacob Olsen. Her talte oberstløjtnant og næstkommanderende Michael Villumsen til de danske såvel som britiske soldater.



- Det er umuligt at finde ord, der helt slår til i denne situation. Uanset hvor meget man forbereder sig på, at man kan miste en soldat, en ven, en kammerat, så kan man aldrig forberede sig nok, sagde de.

- Vi har mistet en kammerat, og Jacob efterlader med sin død et tomrum. Den bomstærke bornholmer var en viljestærk ung mand. Når Jacob havde sat sig et mål, blev det jagtet helhjertet. Han var ingen dagdrømmer. Der var aldrig tvivl om hans loyalitet og hjælpsomhed. Jacob var af natur lidt genert, men han følte sig tryg og hjemme i sin deling. Han var ikke bekymret for sin egen sikkerhed. Men risikoen for, at andre skulle komme til skade, lå ham meget på sinde. Jacob havde simpelthen et stort hjerte, lød det fra Ken Knudsen og Michael Villumsen. De sluttede deres mindetaler med ordene:



Vi har mistet et medlem af kampgruppen. Vi skal reagere som soldater. Vi tørrer tårerne bort, lader vores våben og kæmper videre, sagde oberst Ken Knudsen, chef for ISAF12.


- Nu står vi så her en måned inde i vores udsendelse. Vi har mistet et medlem af kampgruppen. Hvordan skal vi reagere?  Vi skal reagere som soldater.  Vi tørrer tårerne bort, vi lader vores våben igen, og vi kæmper videre. Billedet af Jacob bliver ikke sløret af, at vi fortsætter, hvor han faldt. Tværtimod. For vi skal – og vi vil – altid huske ham. Æret være Jacobs minde.

Herefter trådte feltpræst Peter Sporleder i Camp Bastion frem til kisten. Han sagde blandt andet:

- I vil mindes ham som et roligt og afbalanceret menneske – altid nede på jorden – altid med et skævt smil og gerne med en frisk og kæk bemærkning. En fantastisk kammerat og en professionel soldat med stor medmenneskelighed og ansvarsfølelse til stor inspiration for alle.



Onsdag aften var flere hundrede danske og udenlandske soldater samlet til mindehøjtidelighed i Camp Bastion. Feltpræst Peter Sporleder talte over Jacob.


- Og når vi i dag siger farvel – så sker det i håbet og troen. I håbet og troen på opstandelsen og det evige liv – i håbet og visheden om, at vi alle vil mødes igen i Guds evige rige.  Vores trøst i den sorg som omslutter os, er, at dér, hvor vi møder død og håbløshed og sorg – dér vil Kristus sætte liv, håb og glæde, sagde feltpræsten.



Ansigterne var forstenede på Jacobs kammerater, da de tog afsked med ham ved rampeceremonien i Camp Bastion.


Derefter fulgte et minut stilhed for Jacob Sten Lund Olsen. Et engelsk æreskommando spillede ”Taps”, og salmen ”Altid frejdig når du går” blev sunget.

Efter kommandoen ”Før kisten hjem” løftede medlemmer af Jacob Sten Lund Olsens gruppe kisten ind i en ambulance, der langsomt kørte fra pladsen ledsaget af ”The last post” spillet af det engelske æreskommando.

Mindehøjtideligheden blev afsluttet med kaffebord på KFUM Soldaterhjemmet.



Natten til torsdag var Jacob Sten Lund Olsens gruppe fra Bravo-kompagniet igen samlet. De bar kisten ind i flyvemaskinen, der kort efter lettede, og indledte den døde danske soldats sidste rejse.