[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

H.M. Dronning Margrethe vil sidde i forrest række, når Jægerkorpset lørdag viser en stribe af de mange kompetencer jægerne har og skal vedligeholde. Programmet er tilrettelagt, så tilskuerne både kan se og høre, hvordan det foregår.

- Øvelsen er sammensat, så øvelsens enkelte elementer kommer i hurtig rækkefølge. Ikke på samme måde og i samme tempo, vi ville løse opgaven i en skarp situation. Øvelsen bliver krydret med en stribe spændende og spektakulære indslag, der demonstrerer jægersoldaternes høje færdighedsniveau, afslører major Jens P. Blomqvist, næstkommanderende ved Jægerkorpset.

Der bydes blandt andet på faldskærmsspring fra høj og lav højde, rappelling fra helikoptere, indsættelse med hurtigt sejlende gummibåde og angreb mod mål på land og i vandet. Flyvevåbnet medvirker med F-16 fly, EH-101, Lynx og Fennec helikoptere samt transportflyet C-130J Hercules.

Der er fri adgang til at overvære træningsøvelsen, der bedst ses fra havnefronten på Aalborg-siden af Limfjorden og fra Limfjordsbroen.



Jægerne er også uddannet til at kunne skyde fra helikoptere.