[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Desværre nåede ikke alle julepakker ned til Kosovo i tide – nogle strandede i Wien og dukker først op en af de kommende dage. MEN det har ikke ødelagt julehumøret ved bevogtningsdelingen – hvor den vagtfri sektion, efter aftale med Hærens Operative Kommando, indtog julemiddagen på et spisested lige uden for lejren.

Det havde ikke været muligt at modtage julemad fra Danmark på grund af manglende opbevaringsforhold – om man troede anden ville flyve væk ?? -  spøg til side – der var ikke den nødvendige frysekapacitet til opbevaring af maden.

Til gengæld modtog delingen i god tid en mængde lyskæder, der hurtigt blev hængt op omkring GRAND DANOIS – beboelses- og kontorlokalerne for den danske enhed. Der er en stor forventning om, at delingen vinder den juleudsmykningskonkurrence som den franske lejrledelse har udskrevet.


Tilbage i lejren spiste man ris a la mande – lavet af sektionen selv. Der var en kok på holdet – en af fordelene ved en hjemmeværnsdeling. Der er næsten altid én, der med sin civile baggrund lige kan løse en opgave.

Nytårsaften er det den anden sektion, der kan holde ”friaften” og fejre dagen -  mens julesektionen overtager vagten i Camp Novo Selo I Kosovo.



Den vagtfri sektion i opholdslokalet inden  ris a la manden blev indtaget