[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tre soldater fra Den Danske Kampgruppe var med, da Forsvarsministeriet i forbindelse med Kulturnatten åbnede dørene for offentligheden.



Tjalfe (tv), Thit og Christian besvarer spørgsmål om arbejdet og livet i Afghanistan. Foto: Morten Hausborg.


En gang i timen blev der i et kvarter oprettet videokonference mellem København og Camp Price, og så var der frit slag til at stille spørgsmål til de tre soldater.

I Camp Price sad CIMIC-officer Christian, cheftolk Thit og signalmand Tjalfe fra Bravo-kompagniet klar foran kameraet.



De tre soldater sidder klar til at medvirke i Kulturnatten on-line.


Spørgelysten var stor, og emnerne var mange: Hvad har fået jer til at rejse til Afghanistan, hvordan er maden, hvordan er sikkerheden, kan I gå udenfor lejrene i fritiden, hvornår har man vundet en krig, og hvad savner I mest i Danmark, er blot et lille udsnit af de spørgsmål, som de tre blev præsenteret for.

CIMIC-officer Christian fik en ekstra bonus ud af sin medvirken. Da der første gang blev stillet igennem til København, sad flere medlemmer af hans familie klar på første række, og det udløste i nogle minutter stor gensynsglæde – både i Afghanistan og hjemme i hovedstaden.