Med Charlie Kompagniet på kampgruppeoperation

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det er torsdag morgen, og klokken har rundet fire. Alle delingerne i Patrol Base Line (PBL) er ved at gøre klar. Vi har pakket til at kunne klare os minimum tre dage uden ekstra forsyninger. Det betyder feltration, syv liter vand og syv fyldte magasiner.

Med over 50 kilo oppakning og udstyr rykker vi ud i mørket. Gennem et natsigte monteret på hjelmen er det muligt at se i mørke. Desværre er det også svært at vurdere afstande, og ingen er interesseret i at vælte med så mange kilo og så i mørke.

Langsomt men sikkert går turen fra patruljebase Bridzar sydvest ned mod Green Zone. Forrest baner ingeniørerne vejen, der både går over høje mure og gennem majsmarker. Det er snart høsttid, og majsene er nogle steder over tre meter høje. Det giver oprørerne mulighed for at angribe og derefter nemt gemme sig – såkaldt shoot and scoot. Området er desuden berygtet for mange nedgravede vejsidebomber (IED’er), så alle er opmærksomme på, hvor de træder.



Danske og britiske ingeniører rydder et bælte med tæt bevoksning – et oplagt gemmested for oprørerne.


Det er nu så lyst, at natsigte er overflødigt. 20 meter fremme er der pludselig bevægelse. En mand holder øje med vores færden. Det kan være en lokal bonde. Det kan være et medlem af taleban. Forskellen er ofte ikke stor.

Solen er begyndt at bage, og vi ankommer til vores destination. Et stort compound-kompleks. Geder, høns og gæs møder os, idet vi træder inden for. Skepsis ændrer sig til lettelse, da børn og mænd kommer os i møde. Det er et tegn på, at oprørerne ikke har lagt sig i kampstilling.



Compoundet sikres hurtigt mod alle verdenshjørner.


Når vi går ud fra vores baser og ind på oprørernes territorium, er det et spørgsmål om at positionere sig. Den, der sætter sig bedst på nøgleterræn, har de bedste odds for at opnå sit mål, lyder det fra kompagnichef Anders.

Det er afgørende, at vi i dag kommer ind i byen før oprørerne, da vi så har fordelen ved at tale med de lokale og skabe tillid.



Alle rum i compoundet sikres.


Ingeniørerne undersøger compoundet for IED’er, mens de afghanske soldater (ANA) hjælper med at sikre området fra compoundets tage. Det skal gå stærkt med at skabe en bæredygtig kampstilling, hvis enheden kommer under beskydning. Jeg tilbyder straks min hjælp med at fylde sandsække, en beslutning jeg efter blot fem fyldte sække allerede hader mig selv for. Omkring 100 sandsække fyldes af fem mænd der i en kontinuerlig rytme, med fuld udrustning og i 38 graders varme graver sig halvvejs ned til Nørre Snede.



Sandsækkene fyldes, mens sveden strømmer ud under udrustningen.


Pludselig høres et gigantisk brag, og en trykbølge får sand til at drysse ned fra loftet i compoundet. Ingeniørerne bortsprænger træer og rydder flere levende hegn. Den tætte bevoksning udgør en sikkerhedsrisiko, da den forhindrer udsyn fra patruljebaserne.

Det vil nu kræve mere end mandsmod at beskyde baserne med håndvåben og granater. At nedgrave IED’er bliver også en udfordring, da oprørerne ikke længere kan gemme sig i bevoksningen. Et af formålene med hele operationen.

At ingeniørerne er i fuld gang betyder, at alle delinger fra både Charlie- og Bravo-kompagniet nu er i stilling og har kontrol over området. Natten falder på. Vagter fordeles, så to mand ad gangen fra tagene sikrer 360 grader.

Klokken er fire om natten, og det er tid til vagtskifte. I compoundet, hvor vi har lagt vores soveposer klar, har to ænder, en høne og fire kyllinger erobret soverummet. I nattens mulm og mørke, og uden at vække de andre, bliver dyrene henvist til udgangen. Men de går ikke uden kamp. Det ender med et stort spektakel og slutter med en melding på radioen; der er nu styr på operation ”chicken fight”.

Tre timer bliver det sammenlagt til på et koldt gulv, før ejeren af compoundet vælter ind i gården fægtende med arme og ben tydeligvis oprørt. Han råber og peger i øst og vest, inspicerer alle rum i compoundet, mens phasto-gloser vælter ud af munden.

Det viser sig at bonden blot skal hente nogle løg og gulerødder i familiens forrådskammer, og han forlader compoundet lige så højtråbende, som da han kom.

Sammen med afghanske soldater går delingen patrulje i området, hvor træfældningen har været i gang. CIMIC (civilt-militært samarbejde) er med og taler med de lokale. Jordejerne skal kompenseres for ødelagte afgrøder og træer, og de forhandler med CIMIC-officerne.



CIMIC taler med ejeren af compoundet.


En melding over radioen får det til at løbe koldt ned af ryggen. En britisk ingeniør er gået på en IED. Heldigvis var det en fuser (den sagde kun et sløvt puff), og han slap med livet i behold og hjertet oppe i halsen. Det havde været en uheldig afslutning på ingeniørens sidste dag på jobbet.

Dagen efter rejser han nemlig hjem til England. Episoden forsinker desværre træfældningsarbejdet, da IED’en nu skal bortsprænges, og ny procedure iværksættes.

Samarbejde gennem shura
I landsbyen samles der i mellemtiden til en såkaldt shura – fællesmøde for indbyggere i byen. Det er de afghanske soldater, der gennemfører shuraen. De har forinden talt emnerne igennem med de danske og britiske operationsofficerer samt CIMIC-officerne. Delingen sikrer området sammen med de afghanske soldater, og shuraen går i gang.



De afghanske soldater leder shuraen i byen Markenzai.


To afghanske officerer leder shuraen og opfordrer lokalbefolkningen til samarbejde med både ISAF, den afghanske hær og den afghanske regering (GiRoA). Et af de store emner er især, hvordan der kan skabes sikkerhed i området.

Pludselig sker en eksplosion ikke langt fra shuraen. Trykbølgen kan mærkes i hele kroppen. Det giver et sæt i alle. Jeg kalder gruppeføreren op, og kort efter kommer meldingen – CONDET, CONDET. Beskeden videregives; kontrolleret sprængning. IED’en fra tidligere er sprunget væk, og shuraen fortsætter.

En mørk frigørelse
Træfældningsarbejdet er færdigt langt hurtigere end forventet. Henover eftermiddagen gør vi klar til frigørelse. Befalingen lyder, at vi frigør under dække af mørkets frembrud, da oprørerne præcis ved, hvor vi befinder os. Ofte er det under frigørelsen, at enhederne bliver angrebet. Vi gør brug af en stor fordel – nemlig at vi, modsat oprørerne, kan se i mørke ved hjælp af vores udstyr.



Gruppeføreren taler med de afghanske børn, der bor i compoundet.


Under frigørelsen har ingeniørerne været i ”festhumør” og lagt ruten gennem tæt krat, vandhuller og en sidste etape med mudder op til maven.  Oprørerne holder sig i ro, og vi kan uden kamp vende tilbage til patruljebase Bridzar, trætte, beskidte, men i god behold.

Operationen er gået fint. Ingen er kommet til skade. Vi har fjernet tre IED’er og fældet træer for at forbedre sikkerheden. Afghanske soldater har haft en meget vigtig rolle i operationen og viser fremskridt i deres evne til at deltage i operationer.

Sidst, men ikke mindst, har vi haft rigtig god mulighed for at tale med lokalbefolkningen, lyder det fra den tilfredse kompagnichef Anders.

I området Deh Adam Khan (DAK) er de danske styrker flere gange blevet angrebet af oprørere. De har frit kunne bevæge sig og intimidere lokalbefolkningen. De lokale er blandt andet blevet pålagt udgangsforbud om natten, presset til at betale ulovlig skat, og oprørerne har propaganderet imod ISAF og GiRoA.

Det er derfor en vigtig opgave for Den Danske Kampgruppe at få fuld kontrol over området og promovere GiRoA, for eksempel ved at gennemføre shura. Ved at skabe bedre udsigt fra især baserne Spondon og Malvern er der nu skabt fine vilkår for den afghanske hær, når den en gang overtager sikkerheden i hele Patrol Base Line.



Fra compoundtaget kan et stort område sikres.


Det er første gang, at hold 12 gennemfører en kampgruppe operation af denne størrelse. Både britiske og danske enheder var involveret. Bravo- og Charlie-kompagniet havde alle kompagniets delinger indsat. Afghanske soldater, ingeniørtropper, kampvogne, tolke, sanitetspersonel og CIMIC arbejdede alle sammen om den fælles opgaveløsning.



Oberst Ken Knudsen deltog også i operationen. Her tales muligheder med kompagnichef Anders.