Mekanikerne kommer jorden rundt i Libanon

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Jeg tror, vi er dem, der har oplevet mest de første 14 dage, siger Henrik. Henrik og Fix er mobile mekanikere i Danmarks bidrag til FN-styrken i Libanon(UNIFIL).

De to mænd kører rundt for at reparere finske pansrede køretøjer hos ghaneserne og inderne i bjergene i Sydlibanon. De tager af sted om morgenen og kommer hjem om aftenen med mange indtryk fra deres køreture i ansvarsområdet.



Henrik får hjælp med kølervæsken af en indisk soldat.


Mandag kører de præcis kl. 6.30, og en halv time efter afgang bliver Henrik kaffetørstig og åbner sit termokrus. Han drikker af det med højre hånd og styrer med venstre. Omdrejningstallet stiger og motoren begynder at larme, så Henrik kobler ud, Fix skifter gear fra 2. til 3. og Henrik kobler ind igen, uden at de ser på hinanden eller mæler et ord. De har kun gået sammen i tre dage inden udsendelsen, men allerede efter 14 dages samarbejde har de en fælles forståelse.

Den firhjulstrukne hvide Nissan med ”UN” på siden bevæger sig sikkert ad de snoede libanesiske veje, og Fix og Henrik taler om arbejde, savnet af familien i Danmark og de flotte store palæer de passerer samt de faldefærdige rønner.

- Selvom man kommer til et krigshærget land, Afghanistan, Bosnien, Irak, så åbner de lokale sig op, når man begynder at tale om familie, siger Fix.

- Vi har også børn. Og de kan forholde sig til det at have afsavn, og hvordan man holder kontakten, siger Henrik.

Når Henrik og Fix ikke er på farten, arbejder de på værkstedet i en fransk lejr cirka 50 kilometer fra hovedkvarteret i Naqoura, hvor danskerne hører til. På værkstedet i den franske lejr arbejder der også en skotte, Laurence, der er administrator, og to muslimske libanesere, Muhammed og Mahmoud. Fix beskriver det som en lille familie allerede efter to uger. Et sted hvor man tager sig godt af hinanden og forsøger at få det til at køre bedst muligt. I dag har Muhammed taget vandmeloner med. Forleden nævnte Fix, at han gerne ville smage de lokale vandmeloner, og det får han så lov til nu.

Mange kulturer på få meter
De smalle libanesiske veje leder op ad bjergene til de indiske lejre i omkring 1300 meters højde. I flere af lejrene reparerer Fix og Henrik støddæmperne på nogle SISU’er, der trænger til nye reservedele. I denne uge er det indernes køretøjer, der skal serviceres, og i næste uge er det ghanesernes.



Fix er helt inde i det pansrede køretøjs motor for at se nærmere på indernes problem med lavt olietryk.


- Det er spændende, at man kan køre i området og opleve, at der er så kort afstand imellem kristne og muslimske landsbyer, og man kan nemt se forskel, siger Fix.

- Man kan blandt andet se det på deres tøj, tilføjer Henrik.
Den indiske sergent Rao er glad for det arbejde, de to mekanikere udfører, og ikke mindst tempoet det foregår i.

- He is very fast, siger sergent Rao, efter Fix har repareret støddæmperen og er klar til at køre, blot fem minutter efter de kom ind ad porten.

Men Fix må lige vente et øjeblik mere. Inderne sørger godt for sine danske gæster. Hver eneste gang mekanikerne har været i gang med at skrue, står der en soldat med et koldt glas juice eller vand og nogle gange nødder og indiske specialiteter. Henrik og Fix tager høfligt imod men kan ikke blive længe. Næste opgave venter, og der kan være langt imellem lejrene.



Hver gang mekanikerne har udført en reparation, står der en indisk soldat klar med et glas juice som tak for hjælpen.


Dagens sidste reparation er en membran i lufttryksbremsen, der skal skiftes. Membranen de har medbragt viser sig at være for lille, så de må komme igen dagen efter. Sådan er det, når man ikke kan have hele værkstedet med i bilen.

- Vi må se, om vi ikke kan få dem til at sende billeder af reservedelene i fremtiden, så vi er sikre på, at vi får det rigtige med, siger Henrik.

Ved 18-tiden ruller de ind i den franske lejr, hvor de skal sove efter 12 timer på farten, og i morgen er det ud igen, for at ordne det de ikke nåede i dag.



Fix og Henrik spiser indiske specialiteter med den indiske sergent Rao, der viser dem rundt og koordinerer med de forskellige lejre, hvor der blev festet, da deres besøg faldt sammen med fejringen af den indiske uafhængighedsdag.




SISU er et stort køretøj på 13,5 ton, så det er særdeles vigtigt, at alt fungerer, så man kan manøvrerer sikkert rundt med dem på de små bjergveje.