[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

”Samuel, du var en af de bedste. Du savnede din familie og din kone helt vildt, men der var aldrig tale om at give op. Du var en god soldat, en loyal og stærk kammerat, og du havde en særlig humor, som dine kammerater sent vil glemme.”

Sådan sagde oberst Lennie Fredskov, da Den Danske Kampgruppe og de nærmeste kammerater fra Charlie-Kompagniet ved en mindehøjtidelighed tog afsked med konstabel Samuel Enig, der blev dræbt af en improviseret sprængladning 9. januar.

”Din familie og dine kammerater kan midt i den ubærlige smerte leve videre i vished om, at du havde evnen, viljen og modet til at gøre en forskel,” sagde Lennie Fredskov også til mindehøjtideligheden, hvor alle danskere i Camp Bastion var samlet.

Samuels Enigs gruppefører takkede for den støtte, gruppen havde fået og med ordene ’Samuel, du vil altid være savnet. Du vil aldrig blive glemt’ startede et diasshow med billeder fra de fem en halv måned, Samuels Enigs kammerater delte med ham i Patrol Base Line.

Nogle timer senere, lige over midnat, var alle danskere i Camp Bastion igen samlet for at vise Samuel Enig den sidste ære. Kammeraterne fra Samuel Enigs gruppe bar hans kiste ombord på det fly, der skulle flyve ham hjem til dem, han elskede.  


Lige efter mørket faldt på i går var der mindehøjtidelighed, en såkaldt vigil, i Camp Bastion. Samuel Enigs kammerater havde lavet et diasshow
for at mindes ham - og for at vise, hvem han var.

”Vi ville gerne have beholdt Enig hos os – og endnu hellere ville vi, at ikke hans kære skulle græde og bære sorg,” sagde feltpræst Robert Landeværn Ryholt, der er tillknyttet Charlie-Kompagniet, ved mindehøjtideligheden.

Ramp Ceremony blev holdt efter midnat. Feltpræst Jens Michael Nissen læser over kisten, inden den bliver ført om bord på det fly, der skal flyve Samuel Enig hjem.

Soldaterne, der bærer kisten om bord på flyet, følger Samuel Enig hele vejen hjem til Danmark.


Taler:
- Feltpræst Robert Landeværn Ryholt tilknyttet Charlie-Kompagniet
- Chef for Den Danske Kampgruppe, Oberst Lennie Fredskov