[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I Helmand provinsen er der tegn på, at den demokratiske proces kan gennemføres med mindre støtte fra ISAF. I de seneste uger har distriktsguvernør Haji Amir Jan holdt en række såkaldt shuraer (stormøder) med deltagelse af repræsentanter fra de lokale råd. Et af møderne fandt sted i Rahim i den nordlige del af Den Danske Kampgruppes ansvarsområde.



Distriktsguvernør Haji Amir Jan ved Shuraen i Rahim. Fotos: Robert Mørch.


ISAF stod for helikoptertransporten af distriktsguvernøren og hans embedsmænd fra Gereshk til Rahim. Ved landingen blev guvernøren modtaget af den lokale kommandant fra Afghan National Army (ANA), som stod for transporten til den lokale politistation, hvor mødet skulle holdes.
Sikkerheden omkring politistationen blev håndteret af det afghanske politi (ANP) og medlemmer af hæren.



Omkring 60 deltog i mødet.


Haji Amir Jan medbragte til mødedeltagerne ramadan-gaver i form af ris, bønner, olie og lignende.
Omkring 60 lokale – heriblandt de vigtigste ældre meningsdannere – deltog i mødet og diskuterede sikkerhed og udvikling med guvernøren.

Guvernørens budskab var klart: De lokale må selv tage ansvar for sikkerheden og satse på uddannelse. Behovet for planlægning længere ud fremtiden, end det foregår nu, var også et vigtigt tema.

Med på mødet var den danske stabiliseringsrådgiver Niels Vistisen.
 


Den danske stabiliseringsrådgiver Niels Vistisen var tilfreds med afviklingen, der foregik med et minimum af støtte fra ISAF.


- Jeg synes, at det er meget positivt, at afghanerne kan afvikle en shura af denne karakter med et minimum af støtte fra ISAF, sagde Vistisen efter det fire timer lange møde, der stillede visse fysiske krav til deltagerne. Det blev afviklet på en af de varmeste dage i ramadanen, hvor ingen af de tilstedeværende havde fået vand eller mad siden klokken fire om morgenen.