[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den danske forsvarsminister Gitte Lillelund Bech besøgte i mandags de danske styrker i Kosovo.
Ministeren var på et kort besøg, hvor hun hilste på den nye franske chef for vores Battle Group, og hun fik kke mindst en god snak med mange af de danske soldater.

Da forsvarsministeren med følge mandag eftermiddag landede i Pristina lufthavn, stod militærpolitiet klar til at eskortere dem til Camp Novo Selo.

Tidsplanen var stram, da ministeren efter planen skulle tilbage til Danmark samme aften.

Efter inspektion af fane- og æreskommando startede ministeren besøget med en kort visit hos den franske chef for Battle Group’en, oberst Roux, hvor hun fik en orientering om situationen i vores ansvarsområde og om det dansk-franske samarbejde.

Herefter var det chefen for det danske kontingent, oberstløjtnant Jens Peder Nyrup, som fik ordet. Han beskrev kort sammensætning og opgaver for de danske soldater og ikke mindst, hvordan planerne for danskerne ser ud i den nærmeste fremtid, hvor Hold 23 trækkes hjem til Danmark, og det danske engagement i Kosovo reduceres væsentligt.
Imens disse officielle møder foregik, sad resten af de danske jenser klar i mødeteltet.
Her var nemlig dækket op til det helt store sønderjyske kaffebord.



KUF-mutter med hjælpere foran kaffebordet.

Vores KUF-mutter Tune havde været i gang med at bage kager i stor stil. Der var lavet syv forskellige lagkager, syv forskellige bradepandekager, kyskager, småkager, kransekager og meget mere. Heldigvis havde Tune fået god hjælp af blandt andet Simone og Chanthiriga fra infanterikompagniet.



Der var trængsel, da først soldaterne fik lov til at starte med kagerne.



Ministeren i dialog med soldaterne.

Under kaffeseancen benyttede ministeren lejligheden til at få en snak med soldaterne på to mands hånd.

Efter kaffen gav ministeren en briefing om situationen hjemme i Danmark med speciel vægt på arbejdet med at udvikle og implementere veteranpolitikken. Hun fortalte videre, at hun klart mente, at KFOR-missionen var en succes, og at vi med god samvittighed kunne drosle vores engagement i Kosovo ned.
Endelig udtalte hun at KFOR missionen ikke er glemt, men at Afghanistan-missionen naturligt nok har fået og får mere opmærksomhed specielt i pressen.

Soldaterne fik et godt indtryk af ministeren og var glade for, at de fik muligheden for at tale direkte med hende.



Inden Ministeren forlod lejren, hilste hun på en stor del af soldaterne. Her er det oversergent Skovsmose fra NSE, der får et håndtryk.

Efter fire timers ophold forlod ministeren lejren og kørte til Pristina lufthavn.