[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tilmeldte efter 25. marts kommer på venteliste og kommer kun med, hvis der kommer afbud.

- Tilmeldingen går strygende, der er allerede tilmeldt 25 hold og i alt 260 gængere, siger marchleder, major Benny Stensdal. – Men vi skal lige have de sidste med, så Dansk Nijmegenkontingent bliver lige så stor som sidste år.

I 2010 stillede Danmark med det største hold i mange år og var det tredje største kontingent med 455 gængere kun ”overgået” af Holland og England.



Marchen 95 år i år
March er en årtusindgammel militær disciplin. Som følge af den tekniske udvikling har den fået stadig mindre betydning, men den indgår dog stadig i et vist omfang som en del af den fysiske uddannelse og træning.

I 1907 fik en løjtnant fra Arnhem ideen om en march til Breda over fire marchdage. Ideen blev i første omgang afvist, men i 1908 efter stiftelsen af det hollandske forbund for fysisk træning, NBvLO, blev idéen taget op, og sammen med fire dages ridning, cykling og roning blev den første firedages march gennemført i september 1909.

Arrangørerne fik fra starten den hollandske dronnings tilladelse til, at marchens medalje måtte anlægges på uniformen.

Da marchen blev gennemført 1916 efter to års pause på grund af første verdenskrig, deltog der 151 - heraf 62 civile, hvoraf den ene var kvinde.

Krigspause og store præstationer
I 1940 var man nået så langt, at programmet for marchen var trykt, men den 16. juni blev det endeligt besluttet, at arrangementet skulle aflyses på grund af den sikkerhedspolitiske situation, men allerede i 1946 havde Nijmegen sin 4-dages march tilbage; 4.011 personer i dårlig fysisk form, i lånte sko eller kasserede canadiske støvler, travede i dette år ud af meget dårlige veje, men på trods af omstændighederne måtte kun seks procent give op.

I 1955 var der for første gang flere end 10.000, der gennemførte marchen, og i år der nu tilmeldt 44.000.

Den stigende interesse for Nijmegenmarchen, såvel i Holland som i udlandet, og det stigende antal deltagere viser, at den ånd, der driver mennesker til at finde sammen, forny gamle venskaber og etablere nye, stadig er til stede.