[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Den nye patruljebase Shir Agha.


Området Deh Adam Kahn (DAK) nordøst for Gereshk skal blive mere sikkert, og der skal renoveres et vandkræftværk, der kan levere strøm til et større område. Derfor har danske soldater siden efteråret været massivt til stede i området, og senest har ANA (Afghan National Army) bygget en patruljebase, som de afghanske soldater skal bemande. Operationen, der gik under navnet Omid Panj, blev udført af den afghanske brigade, støttet af britiske rådgivere og ingeniører samt britiske, danske og amerikanske soldater.

- Den afghanske indsats har været meget overbevisende. De afghanske enheder har opereret hurtigt og sikkert, og der har været overraskende få friktioner, siger oberstløjtnant Thomas Funch Pedersen, der er næstkommanderende i Den Danske Kampgruppe.



På den første dag af operation Omid Panj delte afghanske soldater informationer ud til de lokale.


Den nye patruljebase hedder Shir Agha og ligger cirka seks kilometer fra den danske hovedlejr Camp Price. Operationen startede den 27. december med et stormøde med over 70 deltagere i landsbyen Noorzai. Formålet med mødet var blandt at høre de lokales mening om, hvor patruljebasen burde placeres.  



Der blev holdt stormøde med de lokale afghanere for at høre, hvor de mente, den nye patruljebase burde ligge.


Dansk støtte
Danske soldater fra Bravo-Kompagniet har støttet den afghanske operation ved at kontrollere et område i den nordlige del af DAK. Her har de sammen med afghansk politi forhindret oprørere i at operere, og de har været med til at informere lokalbefolkningen om den nye patruljebase og udviklingsprojekter i området.

Indtil afghanerne er helt klar til at holde basen selv, vil der fortsat være støtte fra danske og britiske enheder. Dels gennem tilstedeværelse i patruljebasen og dels ved støtte under fortsatte operationer i området.