[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Saifullahs forgænger, Esmerai, havde siddet på posten i knap et år, da han blev vraget. Esmerais afgang blev tilskrevet alt fra mistanker om korruption, til dårlige relationer.

Plastikblomster fra befolkningen
Saifullahs kontor i politihovedkvarteret, som for få uger siden tilhørte Esmerai, er pyntet med farvestrålende buketter af plastikblomster, og skrivebordet er pedantisk ryddet.

- Det er befolkningen, som har givet mig blomster, men hvad skal jeg bruge dem til? Jeg er jo politimand, siger Saifullah med et underspillet smil, som er kendetegnende for ham. Saifullah er lavmælt, og hans små træk på smilebåndet er godt skjult under hans store overskæg.



Saifullah blandt plastikblomsterne på sit kontor.


Kontoret har skiftet karakter, og det har ledelsesstilen i ANP også. Ifølge de danske politimentorer har Saifullah udskiftet to ud af tre vagter i hovedkvarteret i Gereshk, smidt seks politimænd i fængsel fordi de havde for langt hår, og forlanger at alle politimænd bærer uniform, hovedbeklædning og støvler.

- Alle som er afhængige af stoffer og bedriver illegal taksering, skal fjernes fra politiet. Det er vigtigt, at jeg selv udstråler det, jeg gerne vil have gennemført. Jeg bærer uniform og er ikke til at bestikke. Det er fundamentet for at opretholde en god disciplin i politiet, og det vil løse mange af vores problemer, forklarer Saifullah.



Saifullah snakker med Farouq – chefen for Afghan Local Police (ALP).


Solgte ammunition
Og det er ikke kun Saifullah selv, som skal foregå med det gode eksempel. Også lederne for byens checkpoints forventes at repræsentere ANP. De er politiets ansigt ud mod lokalbefolkningen, så deres handlinger og fremtoning er altafgørende for politiets renommé.

To tidligere checkpointledere er mistænkte for at sælge ammunition og tage imod bestikkelse. Efter Saifullahs tiltrædelse er de flygtet, og Saifullah har ikke haft muligheden for at anholde dem, som han ønskede.

Søn af skoleinspektør
Foruden disciplin er uddannelse af politiet en prioritet for den nye politichef. Han er selv søn er af en skoleinspektør, og skrive- og læsefærdigheder er vigtige for Saifullah. Hans første skridt er at få uddannet sine folk i politihovedkvarteret, og næste skridt vil være uddannelse af betjentene ude ved byens checkpoints.



Politichefen udenfor politihovedkvarteret med sine folk.


Saifullah er vokset op i Helmand, men ifølge de danske politimentorer er hans største udfordring, at han ikke kommer fra Gereshk og derfor mangler indflydelse.

Men Saifullah er politimand til fingerspidserne. Han har tjent i 30 år, kun afbrudt af årerne, hvor taleban havde magten, og nu har han chancen for at sætte sit præg på fremtidens afghanske politi.