[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Klokken er 05 i Helmand. Morgenfreden bliver pludselig brudt af en enorm buldren. Lyden får det hele til at ryste. Den kommer fra den ene af de to mineplove, som skal i aktion. Hver plov er bygget på undervognen af en Challenger 2 kampvogn og har en 12 cylinderet dieselmotor, der yder 1200 hestekræfter. Nok til at flytte de godt 62 tons, som den enorme kampvogn med mineplov vejer.



De to mineplove rydder et otte meter bredt spor.


To engelske mineplove skal rydde et nyt spor, som vil kunne overvåges konstant, så oprørene ikke har mulighed for at grave vejsidebomber (IED, Improvised Explosive Device) ned. Sporet skal bruges som op- og nedkørselsvej fra patruljebase Clifton i Patrol Base Line til High Ground og videre ud i ørkenen. High Ground er området, som ligger mellem Green Zone og ørkenen. Herfra kan store dele af Helmandfloden overvåges.

Minerydningsplovene skal rydde et otte meter bredt og 300 meter langt spor. Til at hjælpe sig har briterne den danske IED-rydningssektion til at rydde og tilintetgøre eventuelle miner og IED’er, som bliver pløjet op.

Den danske IED-rydningssektion er nyetableret og specialiseret i at søge og tilintetgøre IED’er.

Ikke en ufarlig opgave
Allerede klokken 06.45 kommer den første opgave til det danske rydningshold. Mineploven har pløjet en mine op, så den ligger frit på jorden. Ole, som er oversergent og sektionsfører for rydningsholdet, analyserer opgaven ud fra de informationer, han havde fået fra besætningen på mineploven.

- Med den beskrivelse, jeg har fået nu, er det en pansermine, som ligger frit på jorden og er tilgængelig. Umiddelbart lyder det som en simpel opgave, siger Ole og fortsætter; men det betyder ikke, at det er en ufarlig opgave, og både min og andres sikkerhed har første prioritet.

Ole gør sig sine overvejelser og beder Flemming fra holdet om at gøre det sprængstof og materiel klar, som han har vurderet skal bruges til opgaven.
I to store pansrede køretøjer, som er deres arbejdsbiler, kører holdet frem til minen.

Minen ligger helt frit som beskrevet. Ole gør den klar til sprængning og beder om tilladelse hertil. Allerede klokken 07.50 er opgaven løst.

Selv kraftige tænder må give efter
Mineploven arbejder sig videre gennem den Afghanske ørken for at rydde et sikkert spor.

- Undergrunden er af meget forskellig karakter. Fra meget løs jord og sand til klippe. Det er hårdt for de tænder, som skal pløje gennem underlaget og skubbe miner og lignende op af jorden, siger Marc, der er leder for de engelske mineplove.

Efter dagens opgave får ploven et tiltrængt eftersyn og skiftet et par tænder.

Tre, to, en, fyr!
Andendagen er stille og rolig, og mineploven arbejde sig stødt og roligt gennem sand og sten. Her bliver en enkel gammel pansermine fundet, som bliver tilintetgjort.

Klokken 06.38 på tredjedagen af operationen bliver der meldt om endnu et fund. Denne gang er det en IED, som bliver pløjet op af mineploven.

Sikkerheden er i højsæde, og proceduren er den samme som ved de tidligere sprængninger.
Aktionen starter med, at holdet kører gennem det spor, mineploven har pløjet frem til IED’en. Ole og en mere fra holdet står af og går frem mod området, hvor sprængladningen ligger. For at være helt sikre på, at der ikke er andre miner eller lignende, afsøger de området med en minesøger og afmærker det afsøgte område. Herefter går Ole det sidste stykke frem mod IED’en for at vurdere situationen og karakteren af opgaven.



Afsøgning af området omkring IED, for at sikre der ikke ligger yderligere miner eller lignende. IED’er er den gule genstand ved fødderne.

Ole går tilbage til følgekøretøjet, og sammen med teamet gør han sprængstof, detonator og ledning til den elektriske udløser klar. Han går igen frem mod sprængladningen ad den sikre, afmærkede sti, og med stor forsigtighed placerer han sprængladningen. Da Ole er tilbage, får holdet tilladelse til at sprænge IED’en. Herefter følger et øredøvende brag og en ildkugle, røg og støv stiger op fra sprængningsstedet. 



Sprængning af IED kastede en voldsom røg- og støvsky op i luften.


- Meget tyder på, at det er en IED, der har ligget i et stykke tid, og den ikke er funktionsdygtig, fordi batteriet er løbet tør for strøm, konstaterer Ole efter at have været fremme og vurdere situationen.

Knapt tre timer efter at opgaven blev givet til holdet, er den løst. Nu er der bare oprydning og klargøring til næste opgave, som allerede er kommet ind. Endnu en pansermine er blevet pløjet op. I alt bliver der over de tre dage fundet og destrueret fem panserminer og en IED. Alt i alt et godt fund.



Pansermine klargøres til sprængning.


Mennesker og materiel
Hvert medlem af holdet har deres specielle funktioner og er uddannet til at være eksperter på deres felt. De har specialudrustning, som gør dem i stand til at løse komplekse opgaver med at neutralisere og bortskaffe IED’er. Enheden har desuden en lang række forskellige hjælpemidler, som de kan bruge i de forskellige situationer de kan komme ud for. ”Rullemarie” er en af dem.
Enheden har desuden til opgave at samle erfaring, som kan bruges i uddannelsen i imødegåelse og omgåelse af IED’er.