[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerede, og formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), takkede soldaterne på ISAF 12 ved en parade i forlængelse af styrkens sidste uddannelse inden udsendelsen til Afghanistan.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerede ISAF 12 styrken, som ledes af oberstløjtnant Ken E. Knudsen (til venstre i billedet).


Paraden blev indledt med en tale af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos:

- Hold 11 har ydet, og yder fortsat, en stor indsats. Det er stadigvæk vigtigt, at Taleban ikke får mulighed for at stoppe udviklingen, men at der fortsat skabes betingelser for genopbygning samt en fredelige udvikling i Afghanistan. Hold 11 har haft fokus på samarbejdet med de afghanske sikkerhedsstyrker, og det bliver også en vigtig opgave for jer.

- Det er vigtigt, at I efterlader et positivt og imødekommende indtryk hos lokalbefolkningen. Husk på, at I er ambassadører for Danmark både i forhold til lokalbefolkningen og de andre nationer i området. Pas på jer selv og jeres kammerater - og god tur, sagde Agner Rokos i sin tale til de kommende, danske ISAF-soldater.



Formanden for Forsvarsudvalget Hans Christian Thoning taler til ISAF 12 paraden.


Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), takkede soldaterne for deres indstilling til tjenesten og opgaven:

- I har truffet et stort valg. Et af de modigste valg af alle. Det valg, de udsendte i internationale tjeneste har truffet, når de frivilligt drager ud for at gøre en forskel langt fra Danmarks grænsen, sagde Hans Christian Thoning og fortsatte: - I vil være det 12. hold, der sendes til Afghanistan. Men det betyder desværre ikke, at I ikke vil møde nye udfordringer dernede. Situationen forandrer sig konstant. Helmandplanen er endnu ikke implementeret, og mange af de militære forhold er stadig i deres begyndelse. Det vil uden tvivl stille store krav til såvel officererne som den enkelte soldat. På den måde vil der ikke være stor forskel på jer og så hold 1.

- Jeg vil gerne slutte af med igen at takke jer for jeres mod og engagement og ikke mindst for det ansvar, I hver især påtager jer. Et ansvar, der vil sikre friheden, og som aldrig bliver glemt, sagde Hans Christian Thoning.



Soldater fra ISAF hold 12 styrken