[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerede, og formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), takkede soldaterne på ISAF 11 ved en parade i forlængelse af den sidste uddannelse inden udsendelsen til Afghanistan.



Chefen for Hæren generalmajor Agner Rokos inspicerer paraden. Fra venstre ses chefen for Charlie kompagniet major Claus Schmidt og chefen for DANCON 11 oberst Jens Riis-Vestergaard og Chefen for Hæren.

Paraden blev indledt med en tale af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos:



Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Agner Rokos taler til ISAF hold 11.

- Hold 10 har haft særlig fokus på samarbejdet og uddannelsen af de afghanske sikkerhedsstyrker, og det bliver også en højt prioriteret opgave for jer. Det er altafgørende, at vi gør vores yderste for at støtte de afghanske sikkerhedsstyrker i både hæren og politiet.

- Det er vigtigt, at I efterlader et positivt og imødekommende indtryk hos lokalbefolkningen. Brug de kontaktfærdigheder, som har været en del af uddannelsen. Husk på, at I er ambassadører for Danmark både i forhold til lokalbefolkningen og de andre nationer i området. Pas på jer selv og jeres kammerater. Og god tur, sagde Agner Rokos i sin tale til de kommende, danske ISAF-soldater.

Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), takkede soldaterne for deres indstilling til tjenesten og opgaven:



Formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V) taler til ISAF 11 ved paraden i Oksbøl.

- Jeg beundrer, at unge mænd og kvinder som jer, der er vokset op i et trygt og frit Danmark, vælger hjemmets tryghed fra for at kæmpe for frihed i verden, men også vores egen frihed. Den frihed, som vi i Danmark tager for givet, er en frihed, som millioner af afghanere knap tør håbe på. En frihed mange af dem ikke kender til. Men ikke desto mindre en frihed som I frivilligt kæmper for. Frihed og sikkerhed er vores mål. Men også et mål der har sin pris. Til tider den højeste pris et menneske kan betale.

- Det er derfor afgørende, at I garanteres de bedst mulige forudsætninger, når I drager ud på denne mission. Ikke mindst i form af materiel, der er af højeste kvalitet. Derfor glæder det mig, at vi i Folketinget gør meget ud af at give jer de bedste forudsætninger, og det er mit indtryk, at de danske soldater er rigtig godt udrustet også i forhold til andre landes soldater.

- Jeg vil gerne slutte af med igen at takke jer for jeres mod og engagement og ikke mindst for det ansvar, I hver især påtager jer. Et ansvar der vil sikre friheden, sagde Hans Christian Thoning.

Læs hele Hans Christian Thonings tale her.