[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

For fem uger siden søgte 54 lokale om et Taskira. I dag er de her for at hente det eftertragtede legitimationsdokument og lytte til den nye distriktsguvernør. Normalt skal beviset hentes i Gereshk, men for at tilgodese lokalbefolkningen er det i dag gjort muligt at hente det her i Rahim – deres egen landsby.

Afghansk mødedisciplin
Shuraen er planlagt til at starte klokken 10, og de mellem 60 og 70 deltagere ankommer på normal afghansk vis; lidt efter lidt. Efterhånden som de ankommer, samler de sig i små grupper i det nøgne lokale, som udgør et af lokalerne i den nye politistation i Rahim. Ramatullah, der er chef for ALP (Afghan Local Police) og malik (talsmand) for området, hvori Rahim ligger, cirkulerer rundt mellem grupperne og fornemmer stemningen og hvilke problemstillinger, som er vigtige for netop deres område.



Shuraen.


Distriktsguvernør Haji Amin Jan starter shuraen med ordene: – Jeg er ikke kommet i dag for at tale om mig selv, men for at tale om fremtiden og høre om jeres problemer og se, hvad jeg kan gøre ved dem.

Langt ude på landet
- Yderområderne, som her i Rahim er langt væk fra Gereshk, og vi bliver ikke hørt, indleder Ramatullah, og han fortsætter: Vores repræsentanter i distriktsrådet i Gereshk er for langt væk fra vores dagligdag til at kende og forstå vores behov for udvikling. Og når der bliver fremført noget, lytter politikerne i Gereshk ikke til os. En væsentligt forbedret kommunikation mellem Gereshk og de ydre områder som Rahim er nødvendig. Derudover ønsker Ramatullah nogle af de nuværende repræsentanter skiftet ud.

Kun et hjulspor mellem Rahim og Gereshk
Det er et godt signal at sende, når regeringens repræsentanter kommer ud til yderområderne. Regeringen har en meget stor interesse i, at så mange som muligt får mulighed for at få et Taskira. Uddannelse er en af forudsætning for udvikling, og der kræves et taskira for at få en uddannelse.



Distrikts guvernør uddeler Taskira og fortæller om de rettigheder og pligter der følger med at have det.


Rahim ligger cirka ti kilometer nord nordøst for Gereshk. Der er ingen vej imellem de to byer, men kun et spor som går gennem en meget uvejsom og ugæstfri stenørken. At tilbagelægge denne strækning tager over to timer i et pansret køretøj. Det er kun meget få, der har bil eller adgang til at blive transporteret i bil, så rejsen bliver som regel foretaget på æselryg eller gående, og tager nemt en hel dag.

Sikkerhed er en forudsætning
Distriktsguvernøren fortæller, at der er sat penge af til udvikling i Rahim. Men før der er skabt den nødvendige sikkerhed for arbejderne, der udfører projekterne og senere beskyttelsen af bygninger og installationer, vil distriktsguvernøren ikke foretage de nødvendige investeringer.
Sikkerhed er ikke kun et anliggende for regeringen, sikkerhedsstyrkerne og for ISAF-styrkerne. Det er i meget høj grad et lokalt anliggende, og guvernøren opfordrer de lokale til at tage ansvar for deres egen sikkerhed.

Afghan Local Police skal fortsat udvikles
- Det er et stort fremskridt for sikkerheden, at rekrutteringen til ALP går så godt som den gør. 14 mand gør det ikke alene, og der skal flere til, siger Distriktsguvernør Haji Amin Jan. - Der er mange arbejdsløse i området her, fortsætter han og peger på en række unge mænd, som sidder og lytter på. - I har den rette alder, og I skal være med til at tage ansvar for sikkerheden i området.

NajiMullah, der er chef for ANA (Afghan National Army), tager over og fortsætter: – Det er godt, at der er mange, som har meldt sig til uddannelsen til ALP, og jeg håber på, at det gode samarbejde mellem ANP og ALP fortsætter.



Ikke alle er i stand til at læse deres Taskira. Christian, der er dansk tolk hjælper med at oversætte.


Udlevering af taskira
Efterhånden ebber debatten ud, og guvernøren tager over igen. Det er tid til det, som mange er kommet for, nemlig at modtage deres Taskira. Ved sidste Shura var der 54, som ansøgte, og i dag er der 40, som er mødt op, for at få udleveret deres identitetsdokument. Distriktsguvernør Haji Amin Jan kalder ansøgerne frem, og overrækker hver enkelt deres legitimationsdokument.



Den stolte indehaver af et Taskira.


- Her er beviset på, hvem jeg er, siger en af deltagerne og viser stolt sit Taskira frem. Det har en meget stor betydning for mig. Jeg kan legitimere mig, hvis jeg bliver stoppet ved et check point, eller hvis jeg skal søge ind til ALP. Det giver mig en lang række muligheder for at forsørge mig og min familie. Det er også en stor hjælp for mig, at jeg har mulighed for både at ansøge og modtage mit taskira her i Rahim, så ikke skal tage hele vejen til Gereshk.



Shuraen slutter med frokost, hvor der blandt andet serveres brød, kylling og ris.


Shuraens afslutning markeres med en frokost. De ældste fra området sidder omkring en dug på gulvet, der udgør spisepladsen. Frokosten består af brød og kylling med ris, tomater, løg og vandmelon. Omkring klokken halv tre har alle forladt den orangefarvede politistation i Rahim.

Fakta om Taskira

Et Taskira er et dokument, der bekræfter, at indehaveren er af afghansk afstamning.

Alle afghanere, uanset alder og køn, er kvalificeret til et Taskira. Det er obligatorisk for mænd men frivilligt for kvinder. Den nye distriktsguvernør er meget aktiv i udbredelsen af Taksiraer også i yderområderne.

Det er vigtigt at have, fordi dokumentet viser en persons identitet. Det giver blandt andet ret til uddannelse for eksempel til ALP. Desuden giver det ret ril at eje jord og deltagelse i hvedeprogrammer. Det giver også mulighed for at eje fast ejendom og deltage i politik, for eksempel i lokalrådet.