Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Stille sidder den ældre hvidskæggede mand med turban og drikker te. Han svarer beredvilligt og eftertænksomt på spørgsmålene.
Distriktsguvernør Haji Amir Jan er en erfaren herre. Han er embedsmand til fingerspidserne, og han har arbejdet i den offentlige sektor i 40 år. Han er kendt for at skabe god kontakt til lokalbefolkningen, kender deres behov og er god til at lytte til dem. Han er samtidig også pragmatiker og ved, at det er vigtigt at afslutte de projekter, der bliver sat i værk.
Det er tydeligt, at det er en mand med karakter og stærke meninger. Hvert spørgsmål bliver besvaret og derefter uddybet og begrundet.
Distriktsguvernør Haji Amir Jan
Vi skal lægge krigen bag os
- Sikkerhed er det vigtigste. Hvis der er sikkerhed, vil befolkningen begynde at kunne arbejde igen, og den økonomiske udvikling vil fortsætte, siger distriktsguvernør og uddyber:
- Der er planer om at investere i udviklingsprojekter, men før der er skabt den nødvendige sikkerhed for arbejderne, der udfører projekterne og senere beskyttelsen af bygninger og installationer, vil vi ikke foretage de nødvendige investeringer. Vi skal begynde at lægge krigen bag os, og sammen begynde at fokuserer på fred.
Vi har både Afghan National Army, Afghan National Police og vores venner fra ISAF, siger Distriktsguvernør Haji Amir Jan og fortsætter:
- Vi skal fortsat udbygge og koordinere vores samarbejde og aktiviteter. Vi har allerede faste møder, hvor de sikkerhedsmæssige områder bliver drøftet, og nye initiativer bliver diskuteret.
Distriktsguvernør i samtale med ANA soldater
Tættere på befolkningen
Uddannelse er en vigtig forudsætning for at kunne opbygge et velfungerende samfund i et land, hvor analfabetismen er udbredt, og mere end 70% af befolkningen ikke kan læse eller skrive.
Det personlige identifikationsdokument - taskira - er en forudsætning for al uddannelse og dermed også for en afghaner, der ønsker at begynde uddannelsen indenfor Afghan Local Police (ALP). ALP udgør en stor del af sikkerheden i de yderområder, hvor Afghan National Police (ANP) ikke er så stærkt repræsenteret.
Afstandene til yderområderne er stor, og den manglende infrastruktur i Helmand gør, at det kan være en meget besværlig og langsommelig rejse fra landområderne ind til Gereshk by.
- For mange vil det være uoverskueligt at tage til Gereshk for at tale med eller lytte til regeringens repræsentanter. Det er vigtigt, at regeringens repræsentanter kommer ud til disse områder. Både for at lytte til de problemstillinger, lokalbefolkningen har at fortælle samt hvilke muligheder, regeringen kan tilbyde de lokale i området, siger distriktsguvernøren.
Selv om guvernøren er blevet advaret mod at flytte ansøgningsprocessen for taskira ud fra det centrale distriktscentret i Gereshk, forstår han vigtigheden af, selv at rejse til blandt andet Rahim, som ligger 10 kilometer nord for Gereshk, for at udlevere taskira. Her er han blevet godt modtaget af lokalbefolkningen, og især de ældste er glade for guvernørens fokus på yderområderne.
Det er ikke nødvendigt, at distriktsguvernøren selv kommer ud hver gang. Det har også stor betydning, at repræsentanter fra eksempelvis uddannelse og landbrug kommer og møder lokalbefolkningen.
Det nye distriktscenter i Gereshk
Et projekt ad gangen
Et af de andre konkrete projekter Haji Amir Jan har fokus på, er etablering af en stabil strømforsyning i Gereshk. El er vigtigt for udviklingen af Gereshk som et kraftcenter i distriktet.
Desuden vil distriktsguvernøren fokusere på kvindernes rettigheder.
- Kvinder er alles mødre. Jeg går ind for kvinders rettigheder. I øjeblikket arbejder vi på to projekter målrettet mod kvinder, siger Haji Amir Jan og fortsætter:
- En sportsskole for piger og en farm, hvor kvinder lærer opdræt af for eksempel kyllinger, er nogle af de projekter, som er på tegnebrættet.
Et kraftcenter
En af Haji Amir Jan målsætninger er, at samle centraladministrationen i det nye distriktscenter i Gereshk for at skabe synergi mellem de enkelte dele af distriktsadministrationen. Centret skal være centrum for administrationen i hele Helmand provinsen.