[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Jeg vil gerne give noget tilbage til Danmark. Jeg elsker Danmark og Libanon, og jeg er glad for, at de danske soldater har hjulpet med at bevare freden i Libanon, sagde Karamallah Abdallah til de danske soldater, der var mødt op ved hans hus i Sydlibanon for at modtage en stenskulptur.

Karamallah Abdallah flygtede til Danmark som 22-årig på grund af den libanesiske borgerkrig. Han boede i Danmark i 24 år og er meget taknemmelig for den hjælp, som det danske samfund gav ham, og han vil nu give noget tilbage. Han vendte tilbage til Libanon efter krigen i 2006.



Kompagnichef Bob Ishøj Fagerholt (i midten) modtog gaven fra Karamallah Abdallah på vegne af Trænregimentet sammen med FN-observatør Klaus Sørensen (tv.) og sergent Morten Mathiesen (th.).


For at vise sin taknemmelighed har Karamallah Abdallah valgt at donere en skulptur  til Trænregimentet i Aalborg, som han har fremstillet i sin fritid de sidste par uger. Skulpturen er hugget ud af en stor sten på mange hundrede kilo.

- Jeg har næsten ikke sovet de sidste ti dage, fordi jeg skulle være færdig, inden soldaterne rejste hjem, siger Karamallah, der også ønsker at takke Dronning Margrethe for den hjælp, som det danske samfund har givet ham.

Trænregimentet har modtaget gaven med glæde og skal nu beslutte hvor på kasernen, den vil stå bedst.

Trænregimentet har opstillet hold 3 og hold 5 til UNIFIL og støttet hold 1, 2 og 4. Hold 5 vender hjem i næste uge, når østrigerne har overtaget danskernes opgaver.