[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Besøget blev indledt med et kort stop i provinshovedstaden Lashkar Gah, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen blev modtaget af Danmarks øverste civile repræsentant i Helmand, Casper Klynge. Programmet i Lashkar Gah omfattede et besøg på Helmand Police Training Centre, hvor Lars Løkke Rasmussen overværede uddannelsen af nye betjente samt et møde med guvernøren for Helmand-provinsen Gulab Mangal i dennes embedsbolig.
 

Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Jens Riis bød statsminister Lars Løkke Rasmussen varmt velkommen til Camp Price.


Hygge med soldaterne
Sidst på dagen, torsdag den 3. marts, ankom statsministeren til Camp Price, hvor han blev budt velkommen af Chefen for Den Danske Kampgruppe ISAF 11, oberst Jens Riis. Aftenens eneste punkt på programmet var at spise aftensmad sammen med de udsendte soldater og efterfølgende hygge sig med dem på KFUM’s Soldaterhjem (Kuffen) i lejren. Der var stor interesse for at møde Lars Løkke Rasmussen – og ikke mindst for at blive fotograferet sammen med statsministeren. Dagen efter fik Lars Løkke Rasmussen fremvist både det nyeste udstyr og de nyeste metoder til imødegåelse af IED’er (improviserede sprængladninger).

Statsministeren lagde høj vægt på, at besøget havde god tid til at tale med de udsendte danske soldater. Det skete blandt andet på Kuffen (KFUM’s Soldaterhjem) i Camp Price.


Statsministeren talte også til soldaterne i Camp Price:
- Det er med stor glæde og respekt, at jeg står ansigt til ansigt med jer – de danske soldater på ISAF hold 11 i Helmand. Med jeres indsats er I med til at skabe bedre sikkerhed – både her i Helmand og hjemme i Herning, Højstrup og Hillerød. I bidrager til, at Danmark bliver et sikkert sted at være, indledte statsministeren.

Med henvisning til den foregående aftens hyggestund på Kuffen fortsatte han:
- Jeg har haft lejlighed til at tale med mange af jer. Det var spændende at høre nogle af de tanker, I gør jer om den opgave, I har valgt at løse. Jeres bevæggrunde for at tage herned er mange. Men fælles for jer alle er, at I ønsker at gøre en forskel. Og en forskel – dét gør I.



Statsministeren fik demonstreret de nyeste metoder og udstyr til imødegåelse af IED’er. Her møder statsministeren kombihunden Ibo (t.h.) og dens fører fra kampgruppens ingeniør-detachement.


Jeres nye opgaver i Afghanistan
Folketinget har netop vedtaget den nye Helmandplan og Lars Løkke Rasmussen påpegede i den forbindelse den brede politiske opbakning til aftalen:
- Jeg forventer, at 2011 bliver et vendepunkt i Afghanistan. I år begynder afghanerne at overtage ansvaret for deres egen sikkerhed. Som jeg sagde i min nytårstale, så ønsker regeringen derfor i 2011 at ændre vores indsats i Afghanistan, så jeres opgave i stigende grad bliver at træne og støtte afghanerne, så de kan overtage det fulde ansvar med udgangen af 2014.



 ”I har min dybeste respekt, og I har danskernes respekt”. Fredag morgen adresserede Lars Løkke Rasmussen alle danske enheder i Camp Price.


Synligt tegn på danskernes respekt
Statsministeren nævnte også det kommende monument for Danmarks internationale indsats siden 1948, som regeringen har besluttet at opføre, og som skal indvies til efteråret på Flagdagen den 5. september.
- I har min dybeste respekt, og I har danskernes respekt. Jeg er derfor stolt over, at jeg den 7. april i år, i respekt for jer og de mange som har været udsendt i international tjeneste, kan lægge grundstenen til dette monument, som placeres i Kastellet, sagde en tydelig engageret og respektfuld statsminister.

Next Stop Patrol Base Line
Statsministeren fortsatte sin rundtur blandt styrkerne i Helmand med et besøg hos Charlie-kompagniet, som ligger i Patrol Base Line. Ifølge Helmandplanen er det hensigten, at de fire lejre, som tilsammen udgør Patrol Base Line, overdrages til de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) senest i august måned, før ISAF hold 11 vender tilbage til Danmark.

Den oprindelige plan indebar en frokost i Patrol Base Line, hvor soldaterne blandt andet havde forberedt varm leverpostej med ristet bacon, men på grund af de enorme regnmængder, som har ramt Helmand den seneste måned, og som atter ramte, måtte flyvningen udskydes. Soldaterne bød i stedet på kaffe og en rundtur i lejren, som Lars Løkke Rasmussen ikke tidligere har besøgt.



I regn og byger besøgte statsministeren for første gang Patrol Base Line, hvor soldaterne blandt andet spurgte ind til Helmandsplanens forventningerne til overdragelsen af Patrol Base Line til afghanerne.


Modtog hærens nye giganter
Fra Patrol Base Line fløj statsministeren til den danske Camp Viking, som udgør en del af den enorme base Camp Bastion. Her overværede statsministeren den officielle modtagelse af de første 20 eksemplarer af hærens nye, gigantiske hjulkøretøj MRAP. Lastbilen, som giver en meget høj beskyttelse mod miner og IED’er, skal bidrage til øget sikkerhed, når danske soldater transporteres mellem de forskellige lejre. (Red.: se omtale af MRAP i en artikel på denne hjemmeside)

Ved samme lejlighed talte Lars Løkke Rasmussen til de danske soldater i lejren, som primært varetager forsynings- og logistikopgaver:
- Jeres indsats for, at de rette stumper skal nå de rette enheder i rette tid, er ganske enkelt helt afgørende for, at soldaterne i både Clifton og Price kan løse deres opgaver – uden jer, gik det ikke.

Herfra fortsatte statsministeren til rejsens sidste møde med den amerikanske generalmajor Mills, som er chef for Regional Command Southwest, som alle danske styrker hører under.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen returnerede til Danmark sent fredag aften.

I Camp Price mødte Lars Løkke Rasmussen en gammel ven fra sine tidligere besøg.
Tormod Tampeskjælver er en lille viking, som bruges til at skildre hverdagen i en krigszone i pårørendebreve til børn af de udsendte soldater. Fortællingerne skrives af de udsendte feltpræster. Her ses feltpræst Jens Peter Garne, som i øjeblikket beretter om Tormods bedrifter i Helmand.

HOK MEDIE GALLERI
Se eller hent billeder i stor udgave