[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Charlie-kompagniet blev i sidste uge varslet om fint besøg fra Task Force Helmand (TFH) og 3. Afghanske Brigade (3 BDE). Programmet var lagt, og det var nu op til Charlie-kompagniet at få dagen til at forløbe problemfrit.

Casper, som er næstkommanderende (NK), gik forud for besøget i tænkeboks. Kontordøren blev lukket og låst indefra. Nu skulle de store tanker på bordet, og en praktisk plan udfærdiges.

Døren gik op, og førerne blev hasteindkaldt. Tankerne var nu omsat til en plan, der skulle iværksættes. Og intet skulle overlades til tilfældighederne.

1. Deling stod for VIP-eskorten og klargøring af briefingrummet, mens soldater i sangarne (bevogtningstårne) måtte sluge en dobbeltvagt. 2. Deling stod for modtagelsen i Patruljebase (PB) Clifton og bemanding af operationscenteret. Der var opgaver til alle.

En længe tiltrængt oprydning blev iværksat, støvlerne børstet, de lange benklæder vasket og så lige en barbering.

Onsdag morgen landede chefen for TFH, brigadegeneral Patrick Sanders, i følgeskab med chefen for 3 BDE, brigadegeneral Sherin Shar, i PB Clifton og blev kort efter kørt til PB Bridzar. Her blev den 16 mand store delegation modtaget af blandt andet oberstløjtnant Villumsen.



Brigadegeneral P. Sanders (nr. 2 fra højre) og brigadegeneral Sherin Shar (med tørklæde), kort efter ankomst i Patruljebase Bridzar.



Formålet med besøget var at diskutere fremtidsplaner for området øst for Gereshk, og hvordan transitionen skal foregå, når ISAF senest i 2014 trækker sig ud. Mødet startede med en briefing gennemført af den afghanske bataljonschef Hamayoun. Han fremlagde sine synspunkter vedrørende den fremtidige sikkerhedsplan for området vest for Patrol Base Line og ind til Gereshk by. Det gav anledning til en livlig drøftelse mellem de to generaler.

Efter mødet var der tid til en kort rundtur i lejren, mens NK gav en orientering om området. Næste punkt på dagsordenen var en middag med de afghanske soldater som vært. Der var dækket op med blandt andet kebab fra det lokale marked og fisk fra Helmand floden. Efter middagen blev der taget afsked, og de to generaler blev eskorteret tilbage til Clifton og en ventende helikopter.



Fremtidsplaner for transitionen i Patrol Base Line diskuteres.



Besøget var en succes, hvor de indledende planer for transitionen i PBL blev drøftet. Alle i Charlie-kompagniet havde gjort en stor indsat for at give de besøgende en god oplevelse og et behageligt ophold.