Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Ligesom alle andre har også Den Danske Kampgruppe forladt 2010 og er gået ind i 2011. Og det er sket med en optimistisk chef i spidsen. Oberst Lennie Fredskov oplever nemlig flere fremskridt, end han turde håbe på hjemmefra.
- Det er vores klare indtryk, at oprørerne er blevet meget pressede af de operationer, vi har gennemført de seneste fire måneder, siger han og forklarer, at antallet af angreb på faste installationer er faldet markant. Det gælder både danske baser og de afghanske politicheckpoints, der tidligere var hyppige mål for angreb.
Charlie-kompagniets operationer i Patrol Base Line har været med til at presse oprørerne, Her er soldater fra kompagniet på vej tilbage efter en patrulje.
Et eksempel er Patrol Base Line, hvor der ikke har været større angreb i et godt stykke tid.
- Oprørerne omkring Patrol Base Line er blevet presset af de operationer, som Charlie-Kompagniet har gennemført sammen med det britiske Foxtrot-Coy, der ligger nord for Patrol Base Line, siger Lennie Fredskov og understreger, at det er en fælles ISAF-indsats sammen med vores afghanske samarbejdspartnere i hele Helmand, der har skabt situationen. Den afghanske hær (ANA) har i perioden gennemført to større operationer i Helmand.
Samtidig er Kampgruppen blevet forstærket af både Hjemmeværnets Bevogtningsdeling og af en bosnisk bevogtningsdeling, der er blevet lukket en base, og der er ved at blive lukket en til. Det har givet mulighed for at have flere styrker på jorden.
- Sammen med vores afghanske partnere har vi været aktive de steder, hvor oprørere holder til, i stedet for at vente på, at de angriber os i baserne. Men selv om Taleban er svækket, kan vi naturligvis ikke slække på vores opmærksomhed. Der vil hele tiden være en trussel mod vores soldater, siger han.
Gereskh er blevet en by i vækst og udvikling.
Skrøbelige fremskridt
Samtidig har de politiske vinde i Helmand blæst til fordel for Den Danske Kampgruppe. Der har tidligere været stor udskiftning på den politiske scene i Gereshk og omegn, men det nuværende hold har indtil nu været så heldige at have den samme politiske ledelse i byen.
- Vi har set den politiske ledelse i byen blive styrket og tage større og større ansvar. Det er min fornemmelse, at distriktsguvernøren har formået at øge opbakningen til de afghanske myndigheder. Der er en god udvikling i byen både økonomisk og sikkerhedsmæssigt, siger han og glæder sig blandt andet over, at mange rygter om udskiftning af ledelsen er klinget af på det seneste.
- Det er ganske enkelt et udtryk for, at de begynder at levere varen. Men ligesom derhjemme er politik selvfølgelig helt uforudsigeligt, så vi ved ikke, hvad der sker, siger han.
Og fremskridtene er skrøbelige – både når det gælder den civile genopbygning og udviklingen af sikkerhedsstyrkerne. Udfordringerne venter forude.
- På den korte bane gælder det om at holde fast i det pres, der ligger på Taleban – også hen over sommeren, hvor det bliver nemmere for oprørere at operere. En anden stor udfordring bliver den fortsatte udvikling af de afghanske styrker. Der er sket betydelige fremskridt, og de skal nu gradvist til at tage større ansvar og stå på egne ben, siger Lennie Fredskov, der glæder sig over, at det i september lykkedes for de afghanske sikkerhedsstyrker at afvikle et valg med meget få uroligheder i byen Gereshk. De store religiøse festligheder, Eid, har også været meget fredelige.
I basaren i Gereskh dukker der næsten nye butikker op hver dag.
- Når man ser tilbage over den samlede danske indsats, vil man især lægge mærke til udviklingen i Gereshk. Vi ser en by i vækst og udvikling, hvor flere og flere børn går i skole, vi ser et byråd, der fungerer, kvinder der optræder i offentlige hverv, og vi ser nye basarer og butikker åbne næsten hver dag. Det er alt sammen noget, som tidligere hold har bygget sten på sten på sten, og som vi nu begynder at se resultaterne af, siger han og fortsætter:
- Derfor bliver jeg harm, når folk taler om, at de ofre, vi har bragt, er forgæves. Udviklingen i Gereshk kunne ikke være sket, hvis ikke nogen havde taget kampen op mod Taleban. Den her udvikling er et resultat af de kampe, der er taget uden for Gereshk i tidens løb, siger han.
Samarbejde med politiet
Politiet i Gereshk bliver igen og igen nævnt som nøglen til et stabilt og sikkert område, og derfor har politiet da også været et af de helt store satsningsområder siden august, og det har overrasket chefen for Kampgruppen, hvor langt det afghanske politi er nået.
For første gang er to danske politibetjente en del af Kampgruppen, og de har været støttet af en deling fra Eskorte-Sikring og to soldater fra Militærpolitiet. Sammen gå de under betegnelsen POMLT (Police Operational Mentoring and Liaison Team).
Der er sket betydelige fremskridt hos de afghanske sikkerhedsstyrker. Her træner det afghanske politi med de danske soldater.
- Der er ingen tvivl om, at den indsats, som de to danske politifolk har gjort sammen med de soldater, vi har sat af til det, og den fokus resten af kampgruppen har haft på politiet, har betydet meget markante fremskridt for politiet i Gereshk, siger Lennie Fredskov.
Fremskridtene kan både ses i politiledelsen og blandt de menige betjente, og den danske POMLT er da også blevet fremhævet for at have det bedste koncept blandt de 50 hold af politirådgivere, der findes i ISAF-regi.
- Jeg forlod 2010 med stolthed over, hvad vi i samarbejde med vore britiske, bosniske, australske, amerikanske og litauiske kolleger og ikke mindst med vore afghanske samarbejdspartnere har opnået i Helmand, og jeg er overbevist om, at vi har et godt grundlag for at fastholde og udbygge den positive udvikling i 2011.