Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Kvindedag i Gereshk 2011.
På sin vis var fejringen af Kvindernes Internationale Kampdag i Helmand et billede på, hvor kvinderne står lige nu i det sydafghanske samfund. Mens kvinder og mænd i resten af verden fejrede 100-året for kvindernes kampdag, måtte kvinderne i Gereshk nøjes med at fejre etårsdagen for deres første kvindedag. Forskellen illustreres tydeligt af ligestillingsordfører Pia Adelsteen, DF, som i et interview i Politiken i anledning af 100-årsdagen udtaler: - Jeg har ikke kendskab til et eneste dansk hjem, hvor det er manden, der bestemmer.
Selvom man skulle tro det modsatte, er situationen næsten den samme i Afghanistan. Udfordringen her ligger i at skabe nye muligheder for kvinderne uden for hjemmets fire vægge.
Fru Nargis, medlem af Gereshk byråd og skoleinspektør for Abbazhan pigeskole, taler til kvinderne, mens distriktsguvernør Mohayadin Khan lytter interesseret til.
Må tale i mænds nærvær
Men alligevel er der fremgang at spore i Helmand. Det, man kan kalde kvindernes frigørelse, er ved at komme godt fra sin spæde start, og udviklingen er på vej i den rigtige retning. Under et interview for nylig satte en afghansk officer fra den lokale garnison ord på fremgangen for kvinderne. Han blev bedt om at fortælle, hvad han personligt så som den mest synlige udvikling i Helmand, siden han blev forflyttet til Gereshk for et år siden:
– Den mest markante udvikling gælder kvinderne. Da jeg kom hertil, var der mange tildækkede kvinder, som ikke måtte tale i mænds nærvær. Nu kan kvinderne komme til orde, og mændene lytter til dem. Det er et klart fremskridt, berettede kaptajn Mohammad Hamayen.
Major Bee Bryan fra Helmand-provinsens genopbygningsenhed: - Det er mit håb, at jeres døtre vil få adgang til de samme muligheder, som jeg har haft.
Burka og pop
På kvindedagen havde kvinderne fuldstændig indtaget den Blå Shura-hal i Gereshk centrum. Programmet bød på taler, dans og popmusik. 350 kvinder, mange med børn, var mødt op. Og selvom det gennemgående tema i de mange taler var kvindefrigørelse og kvinders muligheder i samfundet, var burkaen alligevel det dominerende klædningsstykke for kvinderne. Dagens højdepunkt var, burka eller ej, et par numre gedigen afghansk pop med vinderen af Afghan Star 2010 – den afghanske pendant til X-Factor.
Til forskel fra sidste år var alle kvindelige medlemmer af byrådet (District City Council) og mange kvindelige medlemmer af amtsrådet (Provincial Council) mødt op. Det tolkes som en officiel anerkendelse af begivenheden. Enkelte mandlige VIP’er var indbudt, blandt andet guvernøren for Gereshk, Mohayadin Khan, som lovede øget sikkerhed, så de unge piger kan komme i skole og kvalificere sig til arbejdsmarkedet.
Burka er fortsat højeste mode i Helmand.
Vi er i ”Udkantsafghanistan”
Helmand-provinsens genopbygningsenhed (Provincial Reconstruction Team) var repræsenteret af major Bee Bryan, som adresserede de tilstedeværende:
- Om kort tid rejser jeg hjem til Storbritannien, hvor kvinder har en ligeværdig rolle i samfundet: Som statsoverhoved, inden for undervisnings- og sundhedssektoren, i teknologi og jura. Vi har kvindelige piloter, soldater, skuespillere og olympiske atleter. Det er derfor mit håb for de afghanske kvinder, at jeres døtre med tiden vil få adgang til de samme muligheder, som jeg har haft.
Også kaptajn Tabita Hansen, som kort forinden havde kommenteret kvindedagen i Gereshk i Danmarks Radio, var til stede: - Det går fremad i byen, men tænk på at Gereshk ligger i ’Udkantsafghanistan’. Her træffer vi de mest progressive kvinder på kvindecentrene inde i byen, men der er stadig langt til kvinderne ude i landsbyerne.
Kampgruppens militærjurist Linda Eisenhardt (t.v.) benyttede kvindedagen til en samtale med en civilklædt kvindelig politibetjent fra Gereshk.
Police Ladies søges
En af kvindedagens deltagere er Bibi Bul. Hun er en af de meget sjældne kvindelige afghanske politiassistenter. Bibi er 30 år gammel og har været ansat i ANP (Afghan National Police) i Gereshk i syv måneder uden nogen form for politiuddannelse. Til gengæld har hun heller ingen faste opgaver eller nogen uniform for den sags skyld. Hun forklarer, at hun mest opererer i forklædning, hvilket man ikke lades i tvivl om. Hun er klædt fuldstændig i sort fra top til tå. Hun fortæller også, at hun har et dæknavn, som hun bruger i tjenesten.
- Det er ikke i orden, at mandlige politibetjente kropsvisiterer kvinder. Det er en opgave for os ’Police Ladies’. Min opfordring til andre kvinder er derfor, at de også søger ind til politiet. Vi kan godt bruge flere kvinder, og jeg har ikke oplevet ulemper i jobbet på grund af mit køn, fortæller hun gennem sløret.
Sergent Nikki Parker fra Helmand-provinsens genopbygningsenhed (Provincial Reconstruction Team) passede børn, mens mødrene lyttede til afghansk popmusik.
Bibi er en glad og humørfyldt pige, som gentagne gange griner under interviewet. Det udløser et kæmpegrin, da vi spørger, om hun er gift efter, at vi har spurgt, om hun har børn. Bibi fortæller, at hun er fra Kabul, har fire børn og har været gift. Hendes mand kunne ikke leve med Bibis ambitioner og forlod hende, da hun meldte sig til politiet. Derfor har hun ofte børnene med på arbejde. Daginstitutioner er ikke en del af de kommunale tilbud i Gereshk.
- Som barn var min drøm at blive sanger, men så begyndte det at interessere mig at blive politibetjent. Nu er det lykkedes, og jeg er blevet lovet en politiuddannelse. Min familie er stolte, og mine kolleger glæder sig på mine vegne, slutter en glad Bibi.
Se video