[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Lokaliteterne ”Kragelund-Duelund” og ”Skodhøj” i Jydske Dragonregiments øvelsesterræn i Holstebro var erstattet med Storstrømmen og Falster. Let støttevåben var skiftet ud med kampvogne. For en uges tid siden var V/Jydske Dragonregiment (JDR) transformeret fra uddannelsesbataljon til panserbataljon.

Ganske vist uden rigtige kampvogne og kun med nøglepersonel. Og kun i Hærens Taktiske Træner, hvor 2. Brigade havde samlet sine bataljoners stabe og underafdelingschefer til øvelse. En øvelse, som skal genopfriske bataljonernes chefers og stabes kunnen inden for det at lave planer, give befaling og gennemføre en kamp. Men uden soldater i felten, så fokus helt og holdent er på chefernes uddannelse.

- Til daglig uddanner vi værnepligtige. Men det her er vedligeholdelse af vores egen grunduddannelse, siger bataljonschefen, oberstløjtnant Peter Nielsen.

Tog terrænet i øjesyn
Faktisk har han og bataljonen udnyttet det hul, der er mellem indkaldelse af værnepligtsholdene til Dragonregimentet. I to måneder er der pause for bataljonens faste personel. En pause, som bliver brugt til at hanke op i egne færdigheder.

V/JDR tog derfor på intern uddannelse i selv samme scenarie, som man netop i disse dage har gennemspillet i Hærens Taktiske Træner. Dermed forlagde bataljonen fra Holstebro til Sjælland for at tage det reelle terræn i øjesyn og få et fuldt, færdigt indtryk af, hvor vandløb med høje brinker hindrer kampvogne i at komme frem, og hvor skovstykkerne og bakker tager udsynet fra infanteriets kampstillinger.



Bataljonschef Peter Nielsen fra V/JDR udgiver befaling for sine underafdelinger. V/JDR har taget ekstra lektioner forud for øvelsen i Hærens Taktiske Træner, da man ugen før drog ud i felten i det sydsjællandske for at gå helt ned i detaljerne med kampstillinger og terrænets indflydelse

- Vi har derfor et billede af planen og terrænet inde på nethinden, og vi har fået diskuteret vigtige detaljer, mens vi var der ude, fortæller Peter Nielsen.

Trods det grundige forarbejde kan der sagtens opstå uforudsete ting. Det er en taktisk træner øvelses vigtige bidrag til uddannelsen.

- Vi får mulighed for at dumme os her, så vi kan lære, siger Peter Nielsen og fortsætter: - Det er det her, der holder os skarpe.

To måneder til at forfine
Uddannelsen af værnepligtige kører i faste terminer. Fire måneders uddannelse med efterfølgende to måneders pause, som instruktørerne kan bruge på at forbedre, forfine og videreudvikle uddannelsen – samt til at selv at holde sig skarpe i de grundlæggende militære systematikker og kampmåder.



Sådan kan en plan se ud, når den tegnes på et kort. Men et er at tegne planen. Noget andet er at gennemføre den.