Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Det danske kontingent, der som ISAF Hold 10 er kommet hjem efter seks måneders ophold i Helmandprovinsen i Afghanistan, blev fredag hyldet i København.
Hjemkomstparaden startede på Livgardens Kaserne i Gothersgade, hvor der var mødt omkring 1.500 pårørende, der bød de hjemvendte soldater velkommen hjem. Fotos: Per Amnitzbøll Rasmussen.
De 750 soldater på Hold 10 startede med parade på Livgardens Kaserne i Gothersgade sammen med omkring 1.500 pårørende.
Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst, kammerherre Lasse Harkjær, takkede de mange fremmødte pårørende for deres støtte under udsendelsen, og der var også rosende ord til De Danske Garderforeninger og de mange, der har støttet hjemkomstarrangementet.
- Vi er stolte over at arbejde sammen med kollegaer som jer, sagde chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst Lasse Harkjær.
I sin tale sagde oberst Harkjær:
- I har haft en hård mission. Før I overhovedet kom af sted, mistede I to kammerater ved morterulykken i Oksbøl. Og under udsendelse mistede I fire gode kollegaer. Andre blev såret i mere eller mindre svær grad. Men uanset at I har haft faldne og sårede, så har I vist et flot sammenhold, for I kom videre, og det tjener som eksempel for alle os andre herhjemme. Vi er stolte over at arbejde sammen med kollegaer som jer.
Modtager af Livgardens Ur: Premierløjtnant Theis Kokfelt.
En af de traditioner, vi har ved Livgarden, er, at vi kan uddele ”Livgardens Ur” til en, der har gjort det særlig godt. Uret er tilvejebragt af De Danske Garderforeninger, og det gives til premierløjtnant Theis Kokfelt
- Kokfelt! Du beskrives som en dygtig og grundig officer. Du har vist gode lederegenskaber og har under operationerne i Afghanistan vist dit værd, og at du er i stand til at slås. Du har med dine gardere været indsat i hårde opgaver, selvstændigt og til støtte for andre, herunder britiske enheder. Under disse operationer har du vist ægte heltemod. Du er derfor udpeget og valgt til at modtage Livgardens ur – til lykke, sagde oberst Harkjær..
Derefter tale chefen for det danske kontingent, oberst Lennie Fredskov, der gennemgik de resultater, som Hold 10 har opnået, og sagde:
- De resultater er nået med en hel gigantisk arbejdsindsats og offervilje, som man skal have set for at tro på det. Fra de bagerste i det nationale støtteelement til forreste sweeper har I alle ydet en overmenneskelig indsats. I har hjulpet og støttet hinanden på tværs af hele kampgruppen, og det har været en kæmpefornøjelse og en gigantisk ære at være jeres chef. Tusind tak for jeres måde at være på og for den måde, I har taget imod mig, når jeg har besøgt jer.
Vi har haft en supergod udsendelse, og det er jer alle sammen, der har været med til at gøre den god.
Det her er en dejlig dag. Men vi er her ikke alle sammen til at fejre det. Samuel, Jørgen, Mikkel og Simon døde alle i kamp. Simon og Jonas mistede vi i Oksbøl, inden vi kom af sted. Vi savner dem, og vi tænker på dem. Og vi tænker på deres familier og venner. Lad os mindes vores tabte kammerater i et minut, sagde Lennie Fredskov.
Marchen gennem byen var festlig, og i spidsen var Den Kongelige Livgardes Musikkorps efterfulgt af Tambourkorpset, og de var begge suppleret af musikere fra Livgardens gamle tambourkorps. Her er et af kompagnierne på vej op ad Strøget.
Marchen gennem byen gik ad Gothersgade, Købmagergade, Strøget og op til Rådhuspladsen, og der var hyldest hele vejen. På Gammel Torv var der opstillet et kommando fra den Kongelige Livgarde, på Nytorv var der en enhed fra Gardehusarregimentets Hesteskadron og ved Jorcks Passage var der mange faner fra Garderforeningerne.
På Rådhuspladsen inspicerede chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, paraden ledsaget af chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Lennie Fredskov.
På Rådhuspladsen var der mange mennesker, og Københavns Brandvæsen havde ophængt et stort Dannebrogsflag.
Paraden blev inspiceret af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, der i sin efterfølgende tale bød soldaterne velkommen hjem og sagde:
- Hold 10 har været kendetegnet ved et højt aktivitetsniveau med tilpasning af operationsmønstret i tæt samarbejde med de afghanske sikkerhedsstyrker. Der er lagt øget vægt på at styrke de afghanske sikkerhedsstyrker, og der er nu synlige resultater i form af markante forbedringer i både politi og hær. Det understreger, at det er deres effektivitet og succes, der i sidste ende er nøglen til, at vi igen kan forlade Afghanistan.
- Missionen i Afghanistan er kompleks, selv om den egentlig kan beskrives med ganske få ord: Det drejer sig kort og godt om at få Taleban ud, den afghanske regering ind og os hjem. Men at skabe sikkerhed i Afghanistan er en uhyre kompliceret opgave. Det ved I bedre end nogen, sagde Agner Rokos..
Folketingsmedlem Helge Adam Møller (C) på trappen op til Københavns Rådhus: - I er symbol på det modigste valg af alle.
Derefter blev ordet givet til folketingsmedlem Helge Adam Møller (C), der også er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, Han bød soldaterne velkommen hjem og sagde til soldaterne, at denne dag og denne time på Rådhuspladsen er jeres dag og jeres time, og han fortsatte:
- I soldater har været i Afghanistan, fordi den afghanske regering – og et enigt FN – har bedt os om det.
Når jeg ser ud over alle jer unge soldater, så er I et stærkt og levende symbol på de valg, som vi træffer i livet.
I er et symbol på det modigste valg af alle. Valget om frivilligt at drage i kamp langt fra Danmarks grænser for at gøre en forskel i verden. Vel vidende hvilke personlige konsekvenser det kan få.
I, der er samlet her, er vokset op i et trygt og frit Danmark og har så det sidste halve år valgt hjemmets tryghed fra for at kæmpe for frihed i Afghanistan. Det valg medfører respekt, sagde Helge Adam Møller.
Næstformanden for Borgerrepræsentationen, Mogens Lønborg (C), gik i en veloplagt tale Rådhuspladsen rundt og sagde, at der er langt fra Rådhuspladsen til Afghanistan.
Dernæst talte næstformanden for Københavns Borgerrepræsentation, Mogens Lønborg (C), og udover at byde soldaterne velkommen hjem talte han om, hvor langt der er fra Rådhuspladsen og til Afghanistan. Det gjorde han ved at gå Rådhuspladsen rundt og fortælle, at vi har et demokrati og en fri presse, vi har et velfungerende erhvervsliv, vi har infrastruktur og transport, og vi har kommuner og en stat, der fungerer, og det er netop de ting, vi forsøger at hjælpe afghanerne til at opnå.
Modtagerne af Forsvarets Medalje for Sårede i Tjenesten gør honnør. Siddende sergent Maurice John Manuel og til venstre for ham konstabel Jonas Normann Andersen.
Som den sidste del af paraden uddelte chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, Forsvarets Medalje for Sårede i Tjenesten til sergent Maurice John Manuel og konstabel Jonas Normann Andersen. Medaljen tildeles personel, der er blevet alvorligere såret eller invalideret i tjenesten.
Paraden blev afsluttet med et festfyrværkeri, og fredag aften var Hold 10 samlet til fest.
Der blev i løbet af dagen udtrykt en stor tak til de pårørende. Mikkel bød sin far velkommen hjem på denne måde.
Læs oberst Lasse Harkjærs tale her
Læs oberst Lennie Fredskovs tale her
Læs Helge Adam Møllers tale her