[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Det danske kontingent fra Libanon marcherede gennem Aalborg by bakket op af mange faner fra soldaterforeningerne i Nordjylland og med Slesvigske Musikkorps i spidsen.
Fotos: Palle Strandgaard.


På en frostkold tirsdag, der var præget af både flot solskin og snefald, var Trænregimentet vært ved fejringen af hjemkomsten for UNIFIL Hold 3.

Dagen bød på march gennem Aalborg centrum, hvor byens borgere hyldede de hjemvendte soldater. Marchen gennem byen – med Slesvigske Musikkorps i spidsen – sluttede ved Medborgerhuset, hvor en veloplagt viceborgmester, Marian Geller, bød soldaterne velkommen hjem. Hun inviterede herefter soldaterne og deres pårørende indenfor i byrådssalen, hvor hun holdt en flot tale for soldaterne



Aalborgs viceborgmester Marian Geller, der her ses sammen med kontingentets chef, oberstløjtnant Flemming Toft, bød velkommen og holdt en flot tale til soldaterne.


Aalborgs viceborgmester Marian Geller sagde:
- Jeres flotte indsats har ikke kun international betydning. Den har også stor betydning for Aalborg Kaserner og Aalborg by. I er bevis på, at Aalborg Kaserner er garant for en professionel militær uddannelse, der ruster soldater, befalingsmænd og officerer til international tjeneste. Dermed bidrager I indirekte til at fastholde en af Aalborgs absolut største arbejdspladser.
Bagefter blev der afholdt en mindre reception, hvor der blev serveret et let traktement.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerede paraden på Nørre Uttrup Kaserne, og på det tidspunkt var det begyndt at sne.



Dagen blev afsluttet med en parade på Aalborg Kaserner i en mindre snestorm. Her bød generalmajor Agner Rokos, chef for Hærens Operative Kommando, formelt de 150 soldater velkommen hjem.

I sin tale ved paraden sagde chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos:
- Jeres opgaver i missionsområdet har ligget på det logistiske område, her­under at yde transportstøtte til flytning af personel og forsyninger for den samlede mission. I har været det første hærbidrag til missionen, og jeg har kunnet se, at styrken er fornuftigt sammensat i forhold til opgaverne. I har gjort en række erfaringer med opgaverne og logistikken ved missionen, som jeg ved, at I allerede har overdraget til Hold 4, og som I også skal formidle til Hold 5 under deres uddannelse i løbet af foråret.

- For nogle af jer har udsendelsen til Libanon været jeres første mission, mens andre var veteraner i forvejen. Jeg håber, at I alle har haft en positiv oplevelse. En oplevelse som I kan tænke tilbage på og være stolte af, uanset om I fortsætter i forsvaret eller som civile.




Ved paraden talte medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, folketingsmedlem Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti, til soldaterne.


Efter Agner Rokos talte medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, Ib Poulsen, MF (DF), der fremhævede:
- Hold 3 har spillet en meget væsentlig rolle med al den støtte, I har ydet på stabs- og transportområdet. Hver og en af Jer, der står her i dag, kan med stolthed bære den blå baret.

- Hver især har I med jeres personlige indsats være det tandhjul, der har været med til at få maskineriet til at køre, som vi siger på sømandssprog. Der er jo ingen kæde, der er stærkere end det svageste led.

- Når jeg nu har sagt tak til jer soldater, uanset om man er konstabel eller general, vil jeg også rette en dybfølt tak til jer pårørende.  Ikke alene bakker i op om dansk forsvar og viljen til at sikre demokrati og frihed, men I har også bakket jeres soldater op under deres udsendelse som UNIFIL Hold 3.

- Må jeg til slut til alle jer på Hold 3 sige: Jeg håber, at I alle har fået en oplevelse for livet, og uanset om I bliver i forsvaret, eller I søger civile udfordringer, håber jeg, at I altid vil se tilbage på Jeres tid som UNIFIL Hold 3 med glæde og stolthed.

- Held og lykke til jer alle.

Efter paraden var der reception i gymnastiksalen, hvor soldaterne og deres pårørende fik lejlighed til blandt andet at nyde en varm kop kaffe med tilhørende hjemmebagt kage. Under receptionen talte garnisonskommandanten, oberst Flemming Larsen, til soldater og pårørende. Han takkede for indsatsen i Libanon og udtrykte taknemmelighed for Aalborg by’s engagement og viceborgmesterens flotte tale til soldaterne.

Læs viceborgmester Marian Gellers tale her.

 Læs folketingsmedlem (DF) Ib Poulsens tale her.