[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den kommende uge står i forårsmanøvrens tegn i øvelsesterrænet ved Oksbøl. 2 Brigade fra Antvorskov Kaserne har rykket hovedkvarteret mod vest for at træne nogle af de enheder, der for øjeblikket er i uddannelsesperiode 2, så enhederne kan få et solidt fagligt grundlag at arbejde videre med.

I denne omgang er det 2. bataljon fra Gardehusarregimentet (II/GHR), der skal trænes. Formålet med øvelsen er at træne både chefer, soldater og enheder i at arbejde sammen om at løse klassiske militære opgaver.

Så chefen for II/GHR og de tilknyttede enheder kan se frem til en travl uge med handlebaner, beredskabsområder, angreb efter opmarch, opklaring og inddæmning af luftlandsætning og overtagelse af kampopgaver i både dagslys og mørke.



Enheder fra II/GHR er spredt ud over de levende hegn og små skovstykker i terrænet i Oksbøl. Der deltager mere end 700 soldater i 2 Brigades øvelse, BLU Forår 2012



II/GHR er organisatorisk en panserinfanteribataljon med infanterikampkøretøjer, men under øvelsen udgøres bataljonen af et infanterikampkøretøjskompagni fra Gardehusarregimentet, en kampvognseskadron fra Jyske Dragonregiment og et motoriseret infanterikompagni fra Hjemmeværnet, blandt andet suppleret med en overvågningsdeling.

Bataljonen støttes under øvelsen af enheder fra Danske Artilleriregiment, Ingeniørregimentet, Trænregimentet og DANILOG, mens fjenden, de såkaldte 'Opposing Forces', består af overvågnings- og infanterienheder fra Hjemmeværnet og yderligere en kampvognsdeling fra Jyske Dragonregiment.

Føring skal øves realistisk
Ifølge 2 Brigades næstkommanderende, oberstløjtnant Kristian Gram, er det brigadens opgave at give bataljonen mulighed for at udføre opgaver under så realistiske forhold som muligt. - Det vi gør fra brigadens side er, at give ham tid til at løse opgaven, at give ham et område til at gøre det og at give ham en fjende, som han kan handle imod, udtaler oberstløjtnant Kristian Gram.

Ud fra den måde hvorpå bataljonen løser opgaverne, kan brigaden så give en tilbagemelding til bataljonschefen og hans chefer og førere, om der er ting, der skal justeres i bataljonens fremadrettede uddannelse.

- Fra brigadens side er vi fokuseret på, hvad der rent faktisk sker på jorden. Vi stiller et stort hold erfarne kontrolofficerer til rådighed. De kan råde og vejlede dem, der er i ilden, og vi har enheder fra mange dele af hæren og hjemmeværnet med, for kunne give cheferne nogle reelle dispositionsenheder at arbejde med, forklarer oberstløjtnant Gram.




Under ledelsen af øvelsen kan 2 Brigade både føres fra det faste føringscenter, men hvis man ønsker det, kan den fremskudte kommandostation også indsættes.



Store forventninger
Chefen for 1 Brigade, brigadegeneral Michael Lollesgaard, er trådt til som øvelseschef for den samlede styrke. Han har store forventninger til de kommende dages operationer.

- Jeg forventer at se en relativt godt sammenarbejdet enhed, der løser opgaverne på en god måde. Vi har fokus på kampeksercits og -procedurer i rammen af kampoperationer. Alle er repræsenteret her under øvelsen, så der er skabt en god ramme at operere i, siger brigadegeneralen.

Men han ser samtidig udfordringer for øvelsestagerne.
- Den største udfordring er, at vi øver for lidt. Det er vanskeligt at få skabt rammerne til at virke med alle våbenarter, fordi der er så få enheder i uddannelsesperiode 2. Denne gang har vi, gennem en meget engageret støtte fra tjenestegrenscentrene og Hjemmeværnet, fået samlet de nødvendige enheder til øvelsen, slutter brigadegeneralen.