[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De sidder tæt på de opstillede stole i Frederiksberg Slots gamle ridehus, der nu er auditorium på Hærens Officersskole. Hærens officerer er mødt talstærkt frem, og debatten går allerede blandt de fremmødte, inden mødet går i gang.

Baggrunden er et indlæg i officerernes fagblad, Danske Officerer, ”Er du mand nok til at være chef?”

De medunderskrivende officerer er således de primært inviterede, men alle officerer med lyst og mulighed for at deltage, er opfordret til at møde op. Omkring 200 officerer var mødt frem, heraf mange af de 53 underskrivere af artiklen. Under det to timer lange møde blev såvel artiklens indhold som andre emner diskuteret åbenhjertigt.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange er mødt op og tager del i debatten; sådan skal det være i en moderne virksomhed, siger chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos og fortsætter:

- Jeg ønsker en dialog, hvor jeg kan få uddybet mine kollegaers synspunkter, men også ansigt til ansigt at redegøre for mine egne.

Kaptajn Rune Friis Christensen er af sine medunderskrivende kollegaer udpeget som talsmand. Efter at have deltaget i dialogen, har han denne bemærkning:
- Vi sigtede ikke specifikt på chefen for Hærens Operative Kommando, men vi er glade for, at han har valgt at indbyde os og åbne dialogen.

- Jeg ser dette som en positiv start, og nu afventer vi, hvordan det omsættes i handlinger, tilføjer kaptajnen.

Formanden for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, Bent Fabricius, var også til stede og udtaler:
 - Det var et glimrende møde. Jeg oplevede, at de unge officerer var imponerende saglige og argumenterede godt for deres synspunkter.

- Det glæder mig, at chefen for Hærens Operative Kommando klart gav udtryk for, at han forstod de unge officerers synspunkter, og i mange tilfælde var enig i dem, tilføjer officerernes fagforeningsformand.

Torsdag gennemføres et tilsvarende arrangement, hvor chefen for Hærens Operative Kommando samler hærens officerer i Jylland.