[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

167 mænd og 48 kvinder skal i de næste dage dyste om det militære verdensmesterskab i orienteringsløb, der afvikles i Vester Thorup Klitplantage ved kanten af Jammerbugten. De mange løbere repræsenterer 26 nationer.



Deltagerne var opmarcheret nationsvis til åbningsceremonien.


Verdensmesterskabet blev officielt åbnet ved en parade på Aalborg Kaserner, hvor nationerne marcherede ind på pladsen med eget flag i front. Alle i deres fineste uniform, selv om regnen havde meldt sin ankomst.

Generalmajor Christin Whitecross fra Canada, bød på vegne af International Military Sport Council (CISM) velkommen til mesterskabet og ønskede alle deltagerne en fair og god dyst i naturen, inden den danske generallæge, generalmajor Erik Darre, i sin egenskab af chef for stævnet, erklærede mesterskabet for åbent.

- Danmark er meget glad for at være vært for dette mesterskab. Danmark var i 1948 med til at etablere International Military Sport Council. I dag er CISM en af de største multi-disciplins organisationer i verden. På den måde bidrager organisationen til fred og venskab gennem sport. En af de vigtigste missioner for CISM, påpegede generalmajor Erik Darre.

Oberst Flemming Larsen bød som garnisonskommandant og chef for Trænregimentet velkommen til kasernen, til Aalborg og til mesterskabet.

Forinden var CISM-flaget stilfuldt gledet til tops på flagstangen til tonerne af CISM-hymnen leveret af Prinsens Musikkorps. Flaget ankom til paraden med stil: En Fennec-helikopter kom ind over pladsen, og tre jægersoldater lod sig glide ned at rebene, inden de afleverede CISM-flaget til åbningsceremonien, der blev holdt på Aalborg Kaserner.

Efter åbningsceremonien bød cafeteriet på kasernen på buffet med et spændende udvalg af kartoffel-, ris og pastaretter, hjemmebagt brød og grillstegte svinekamme. Blandt buffetens store udvalg var også fiske- og kyllingeretter.



Den danske delegation ved udmarch fra åbningsceremonien.


Inden åbningsceremonien havde løberne haft mulighed for et prøveløb i det aktuelle terræn.

- Søndag løbes mellemdistancen, der for mændene er på 4,1 km med 21 poster og for kvinderne på 3,4 km med 16 poster. Mandag gælder det så den lange distance. Mænd på 11,2 km med 35 poster og kvinder på 7,0 km med 22 poster, fortæller løbsansvarlig Jan Møller.

Stafetløbet afvikles onsdag. For mændene er distancen ca. 6,5 km med 24 poster, mens kvinderne skal løbe 4,5 km med 18 poster.

Se flere billeder i HOK Medie Galleri