[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Klokken er syv fredag den 13. januar. Der er befaling for dagens operation. Vi er hos Bravo-kompagniet i Patruljebase Hazrat.

Dagens operation er multinational. En amerikaner, en håndfuld briter og en afghansk specialenhed, som kampgruppen har gode erfaringer med, er blandt deltagerne.



Danske, britiske og afghanske styrker rykker ud fra patruljebase (PB) Hazrat.


Operationen har til formål at vise ANSF’s (de afghanske sikkerhedsstyrkers) tilstedeværelse i området ved byen Saidan.  Her dukker oprørere jævnligt op for at intimidere og true de lokale til at modarbejde GIRoA (den afghanske regering).

”…og når vi kommer ind i byen, sender vi de afghanske soldater frem, så de kan tale med de lokale…”.  Delingsfører Thomas forklarer i detaljer, hvordan operationen skal gennemføres.

Kontrol af udstyr klokken 08.55, fem minutter efter rykker styrken ud af porten.  For årstiden er det meget varmt, selv efter afghanske forhold. Men 18 grader, kombineret med udrustning på over 40 kilo og udsigt til knap ti kilometers fodtur, ryster ikke soldaterne.

Ankomst til Saidan. Høje mure på begge sider af vejen skærper opmærksomheden. Soldaterne ved af erfaring, hvor let en håndgranat kan kastes over muren.



Lange metalstiger er på godt jysk trælse at bære rundt på, men de har også vist sig uundværlige, når der skal forceres høje mure, vandløb og som i dette tilfælde skabes overblik.


Pludselig får et gigantisk brag alle til at kaste sig på maven. Braget er så højt, at det piber i ørene selv med ørepropper. Trykbølgen, den efterfølgende røgsky, lugten af sprængstof og nedfald med sten og jord, gør det klart. En mine er detoneret.

I få sekunder er alt stille og tankerne flyver. Flere soldater bander og svovler. Så kommer meldingen på radioen: ”Alle OK!”. Lettelsen får et smil frem trods alvoren. Nu skal der handles hurtigt.

Et større efterforskningsarbejde sættes i værk. Den klassiske hvem, hvad, hvor og hvordan. Det militære system er i sit es. Effektivt uddeles opgaverne, og de erfarne soldater fra Bravo-kompagniet kender rutinerne.



Afghansk elitesoldat i samtale med en lokal bonde.


De afghanske specialstyrker er hurtigt ude og deltager aktivt i opklaringsarbejdet. En mistænkelig mand forsøger at komme væk på sin motorcykel. Han er kendt for at have kontakt til oprørere og bliver tilbageholdt, så han senere kan afhøres.

Brikkerne samles, og operationen fortsætter. De afghanske soldater vinder hurtigt respekt hos de lokale. Omdrejningspunktet er samarbejdet med GIRoA, og hvordan de afghanske sikkerhedsstyrker vil forhindre oprørerne i at sætte dagsordenen.



Den ældste mand i byen er som regel byens overhoved med et karakteristisk langt hvidt skæg. Her i snak med afghansk elitesoldat.


Solen synker ned på himlen og arbejdsdagen lakker mod ende. For nogle en overtroisk fredag den 13 – for soldaterne endnu en dag på jobbet.



Med få gloser og håndtegn kommer man langt. Her en soldat fra 1. deling i Bravo-kompagniet sammen med lokale børn.