[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Niels Boel Abrahamsen overtog rollen som Danmarks ambassadør i Afghanistan den 1. august. I den forbindelse fik han hurtigt gjort det klart, at et besøg hos soldaterne i Helmand havde høj prioritet.

- Jeg ville have, at min første tur rundt i Afghanistan gik til Helmand for at besøge de danske soldater, så jeg kunne vise, at ambassaden i Kabul interesserer sig for deres indsats, forklarer ambassadøren.



Ambassadør Niels Boel Abrahamsen blev introduceret til køretøjet, MRAP, som han senere fik lejlighed til at køre i.


Helmand på tre dage
Det var et tætpakket program ambassadøren skulle igennem på de tre dage, han besøgte de udsendte i Helmandprovinsen.

Han skulle se den store Camp Bastion, der også rummer den mindre Camp Tombstone, hvor de fleste danske, militære mentorer hører hjemme. En hel dag i Camp Lashkar Gah, hvor blandt andet de danske elitesoldater i Task Force 7 holder til og så lige en smut til Camp Price, hvor de danske kampsoldater er placeret. Her fra kom ambassadøren på en kort køretur til handelsbyen Gereshk, hvor han blandt andre mødte den afghanske distriktspolitichef, Gullie Khan og hans danske mentor.

  


Ambassadøren mødte distriktspolitichefen i Gereshk, Gullie Khan.


På besøgets første dag gik ruten forbi det store felthospital i Camp Bastion. 
Her skulle ambassadøren have haft en ren rutinerundvisning, men kort inden Niels Boel Abrahamsen gik gennem hospitalets korridorer, var en såret dansk soldat blevet fløjet ind direkte fra felten.

- Det gjorde stort indtryk at møde soldaten. Han tænkte først og fremmest på sine mænd, og om de var okay. Det er første gang, jeg har mødt en soldat, der kommer lige fra kamp, det kom pludseligt meget tæt på, og jeg blev virkelig berørt af det, fortæller ambassadøren om mødet med den sårede gruppefører fra Viking kompagniet.



Hygge på 'Kuffen' i Camp Price med ambassadøren yderst til venstre.jpg 
Hygge på 'Kuffen' i Camp Price med ambassadøren yderst til venstre.


Bindeled

Ambassadørens opgave er overordnet set at samle de forskellige tråde, der gennemspinder Afghanistan. Danmark yder både omfattende militær, politisk og udviklingsmæssig bistand til landets opbygning. Derfor var det et vigtigt og lærerigt besøg, der kan styrke den videre opgaveløsning for ambassadøren.
Selve mødet med soldaterne var især inspirerende for Niels Boel Abrahamsen, der aftjente sin værnepligt i auditørkorpset.
 
- Jeg er meget imponeret over både de unge soldater og staben. De er godt trænet og mentalt forberedt på opgaven, der er en positiv stemning og masser af gåpåmod, konstaterer ambassadør Niels Boel Abrahamsen.