[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Staben fra 1. Brigade var i forbindelse med 1. britiske Panserdivisions stabsøvelse Rhino Charge udvidet med personel fra såvel hærens reserve som fra Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland. Udvidelsen var både givtig og nødvendig.

De enkelte reserveofficerers erfaringsgrundlag er meget forskellig. Staben ved 1. Brigade er heldig at have nogle af de mere erfarne af slagsen. En af dem er major af reserven Lars-Erik Wulff, som under øvelsen blev anerkendt og hædret for sin indsats i hærens reserve.

Brigadechefen, brigadegeneral Michael Lollesgaard, overrakte majoren ”Fortjensttegnet for god tjeneste i forsvarets reserve” for 25 års god tjeneste. Lars Erik Wulff har været reserveofficer ved det tidligere Prinsens Livregiment, hvor han har haft en bred vifte af forskellige funktioner gennem sin karriere, både som kompagnichef og som stabsofficer. Han er nu tilknyttet brigadens operationscenter som ”battlecaptain”.



Major af reserven, Lars-Erik Wullf, modtager sit hæderstegn.


- Jeg bruger mine forskellige erfaringer alsidigt. At drive sit eget firma kræver en jævn strøm af strategiske og taktiske beslutninger i hverdagen, fortæller Lars-Erik Wulff. Det er en erfaring, jeg har opbygget over lang tid – både civilt og militært.

Lars-Erik er ”battlecaptain” i operationscenteret. ”Battlecaptain” er den officer, der samler trådene imellem de forskellige elementer i operationscenteret og fører brigadens enheder efter chefens direktiver – et job, der kræver overblik og handlekraft samt fokus på at skabe det rette samspil mellem mange forskellige elementer.   

Fokus på det rette samspil
For en brigadestab er det udfordringen at få kamptropperne, artilleriet, ingeniørenhederne, logistikken og føringen til virke sammen på den mest hensigtsmæssige måde. Det handler om at få de forskellige kræfter i brigaden til at spille sammen så opgaver løses bedst muligt med de rigtige ressourcer.



Føring kræver samarbejde.


Udvidelse af brigadestaben er nødvendig og givtig
Til daglig udgør et mindre antal officerer, befalingsmænd og konstabler selve brigadestaben. I forbindelse med operativ indsættelse er dette antal ikke stort nok til at løse den komplekse opgave, det er, at få brigadens forskellige kræfter til at løse de rigtige opgaver – sammen.

Brigaden har derfor under indsættelse tilknyttet et antal reserveofficerer, som er nødvendige i de mange forskellige elementer.
- Det vigtigste i en stab er at udnytte de ressourcer og kompetencer, som staben rummer. Her kan vi som reserveofficerer byde ind med nogle andre vinkler og en anden tilgang, siger Lars-Erik Wulff.
Vi har ikke så lang en officersuddannelse bag os, men nogle af os har været med i mange år og tilegnet os en lang række erfaringer gennem det praktiske virke ved hærens enheder, understreger han.

Reserveofficeren har en uddannelse af kortere varighed, som udruster ham/hende med en række militære kompetencer. Reserveofficeren gør efter denne uddannelse tjeneste ved hærens enheder et antal uger om året ved siden af sit civile arbejde. Kombinationen af de militære og civile kompetencer er særdeles givtig og tilfører staben kræfter, som optimerer den samlede opgaveløsning.

Støtte fra lokale kræfter
Udover reserveofficerer har brigaden på denne øvelse fået støtte af frivillige officerer og en befalingsmand fra det sønderjyske område. Hjemmeværnsofficererne har støttet brigaden ved at fungere som førere for brigadens forskellige bataljoner i et simulationssystem, hvor operatøren er bataljonschef.



Hjemmeværnsofficer som bataljonschef.


- Det har været en spændende opgave, siger kaptajn i hjemmeværnet, Bent Øigaard, der for første gang har prøvet at være bataljonschef.

Det har været til gavn for brigaden og en stor udfordring for hjemmeværnsofficererne, som til daglig mest opererer på kompagni- og delingsniveau.

- Det har været godt at se tingene i et større perspektiv, men også at opleve forskelle og ligheder mellem den måde, som hæren gør tingene på, og den måde vi gør tingene på i hjemmeværnet, fortæller Bent Øigaard og fortsætter:

- På den måde kan vi se, hvordan vi kan støtte hinanden i forskellige situationer.