[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

NATO har besluttet, at de afghanske sikkerhedsstyrker selv skal kunne varetage ansvaret for sikkerheden i Afghanistan fra 2015. Til og med 2014 skal de internationale styrker derfor bedst muligt hjælpe de afghanske styrker med at blive klar til at løse denne opgave. Det sker dels gennem hjælp til opbygning og uddannelse af den afghanske hær og politi, dels gennem direkte støtte til operationer.

Planen for overdragelse af ansvaret til de afghanske sikkerhedsstyrker vurderes løbende, og ifølge den seneste udmelding fra præsident Karzai, vil det tidligere danske ansvarsområde ved byen Gereshk i Nahr-e Saraj-distriktet komme til at indgå i den næste fase af overdragelser.

De to afghanske kandakker (bataljoner), som de danske styrker har arbejdet sammen med gennem flere år, vil dermed overtage et større og mere selvstændigt ansvar for området, mens danskerne og de andre ISAF-styrker vil overgå til en mere tilbagetrukket rolle.

Det kunne være oplagt at overdrage ansvaret for de lettest tilgængelige områder først og gemme de mere besværlige til senere. Det er imidlertid ideen, at man også vil overdrage problematiske områder tidligt, da afghanerne derved får bedre mulighed for at få styr på sikkerheden i vanskelige områder, mens ISAF styrker stadig kan vejlede og støtte dem efter behov.



- Det er vigtigt at undgå, at afghanerne efter 2014 står med den langt vanskeligste del af opgaven samtidig med, at der ikke længere er ISAF-styrker til rådighed til at hjælpe dem, fastslår generalmajor Agner Rokos.
- Det giver derfor god mening at starte processen i nogle af de vanskelige områder nu.



Danmark har siden februar 2012 ikke haft et selvstændigt ansvarsområde i Helmand, og de danske kampbidrag indgår nu i en britisk ledet kampgruppe. Der er allerede foretaget overdragelse af ansvar til afghanerne for mange opgaver i den tidligere danske kampgruppes område, men mere forventes at ske i løbet af 2012.

For de danske bidrag til den britisk ledede kampgruppe betyder det, at blandt andet det danske panserinfanterikompagni hen over sommeren forventes at kunne få en mere tilbagetrukket placering. Kompagniet vil kunne blive indsat i de samme områder som hidtil, men ikke længere nødvendigvis direkte sammen med afghanske enheder.



Der er allerede foretaget overdragelse af ansvar til afghanerne for mange opgaver i den tidligere danske kampgruppes område, men mere forventes at ske i løbet af 2012.



Om denne nye tilgang til opgaveløsningen siger generalmajor Agner Rokos:
– I de seneste år har vi lagt vægt på, at flest mulige operationer gennemføres af afghanske og danske enheder i fællesskab for at lære fra os på den måde. Fremover vil danske enheder formentlig i stadig større grad blive indsat i en mere støttende rolle.