[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- På denne her tur har jeg været rundt og besøgt mange af de internationale stabe hernede. De roser jer alle sammen for jeres indsats. Muligvis er noget af det ren høflighed, men jeg er sikker på, at I fortjener det efter det fremragende arbejde, jeg har set hernede, sagde generalmajor Agner Rokos, der er chef for Hærens Operative Kommando.



Under besøget talte generalen med de fleste førere for de forskellige enheder. Her sammen med kaptajn Jesper, der er fungerende chef for Viking kompagniet. Fotos: Kim Vibe Michelsen.



Generalmajoren var på besøg i alle danske lejre i Helmand-provinsen, og hvert sted brugte han lejligheden til at informere soldaterne om det sidste nye i forligsforhandlingerne, den kommende sparerunde og hærens fremtid.

- Alle hærens operative kapaciteter har været indsat de sidste ti år. De har virket, og jeg mener ikke, at vi kan undvære nogle af dem. Derfor ser vi på andre steder i strukturen for at finde besparelser, sagde Agner Rokos.

Her nævnte han flere muligheder som nedlukning af unavngivne kaserner, sammenlægninger af regimenter samt samling af kapaciteter i en værnsfælles struktur.

Ny uniform på næste hold
Under besøget kom Agner Rokos hele vejen rundt. Fra den logistiske hovedbase i Bastion til de danske specialoperationsstyrker, der uddanner det afghanske politis indsatsstyrker i Camp Anders Lassen i provinshovedstaden Lashkar Gah. Derfra videre til Camp Price, hvor de danske kampenheder er underlagt en britisk kampgruppe.



Agner Rokos i Dust bowl i Camp Price. I dust bowl samler soldaterne køretøjerne og gør klar til kamp, inden de kører ud af lejren.



Her kunne generalen fortælle om indførelsen af et nyt uniformssystem i multiterrænsløring. De første soldater får det i februar 2013, og det er netop det næste hold, der skal til Afghanistan. Systemet vil gradvis erstatte det nuværende, så soldaterne fremover kan nøjes med to sæt kampuniformer frem for de nuværende tre.



Her får generalen demonstreret den store værktøjskasse til en MRAP. Værktøjsmodulet kommer som en trailer med egen generator og kan derfor bruges under meget feltmæssige forhold.



Farvel til Camp Tombstone

Til sidst slog Agner Rokos vejen forbi de danske mentorer i Camp Tombstone ved det afghanske militære træningscenter i Helmand. Her er de i gang med at træne det sidste rekruthold, inden de danske mentorteams forlader Afghanistan omkring nytår. Afghanerne på centeret varetager allerede nu selv uddannelsen, og de danske mentorer har primært givet gode råd og fokuseret på at løfte underviserne, så afghanerne kan klare sig selv.

Det er Agner Rokos 16. besøg i Afghanistan. Første gang var i 2006, lige før de danske styrker rykkede ind. Dengang var Camp Tombstone en selvstændig lejr for amerikanske specialoperationsstyrker, der lå over en kilometer fra Camp Bastion. I dag er det hele vokset sammen i en gigantisk lejr, der med mellemrum huser helt op til 40.000 mand.