[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tiden skrider hurtigt fremad for Bevogtningsdeling KFOR25E. Jul og nytåret er vel overstået, og som sidste planlagte besøg i deres ti uger i KFOR, var der i den forløbne uge gæster hjemmefra distriktet. Anledning var overrækkelse af NATO-medaljen, som er optjent efter 30 dages udsendelse.

I dagens anledning havde bevogtningsdelingen den 14. januar overdraget ansvaret i nogle timer til det franske kontingent, så der var mulighed for at lave en samlet parade. Da holdet teknisk set er under fransk kommando, var det aftalt, at den franske garnisonskommandant og chef for det franske kontingent, Callas, skulle overrække medaljen på paradepladsen.



Den franske garnisonskommandant overrækker seniorsergent Sten Andersen NATO-medaljen.


Efter veludført medaljeoverrækkelse var der et par timers hyggelig samvær i den franske cafe, Millennium, med franske og tyske gæster.  KFOR25E havde medaljemiddag om aftenen i restaurant Olivier, inden vagten blev overtaget igen kl. 21. Næste gang holdet har mulighed for at være samlet, er når vagten er overdraget til KFOR25F, og køjesækkende er pakket og på vej hjem til Danmark ultimo januar.


 
KFOR hold 25E stolte og glade efter de har modtaget NATO-medaljen.



Siden februar 2011 har det danske bidrag til missionen i Kosovo bestået af 35 mand fra hjemmeværnet. 30 mand til en bevogtningsdeling og fem officerer, der arbejder i KFOR’s hovedkvarter i Camp Film City i Pristina.