[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Størstedelen af det danske styrkebidrag i Afghanistan bor i lejren Camp Price. Her bor de sammen med briterne fra Royal Marines, der har kommandoen over lejren, hvor også amerikanerne har en del soldater.

Men det er bosniske soldater, der står vagt og sikrer, at alle andre kan sove trygt om natten og kan koble af efter operationerne samt forberede de næste i ro og mag.  

Bosnierne har i de seneste dage overdraget vagttjansen til et nyt hold soldater, der ligeledes er udsendt fra Bosnien og Hercegovina.



Det bosniske vagthold 4 fik alle overrakt en medalje for vel udført tjeneste af chefen for DANCON ISAF 14, oberst Kresten Hedegård.


Men inden hold 4 pakkede helt sammen, fik de overrakt en fortjenstmedalje som anerkendelse af deres gode indsats. Da bosnierne hører under dansk kommando, var det oberst Kresten Hedegård, chef for det nuværende danske hold 14, der stod for overrækkelsen.

Ekstraordinær indsats

Efter medaljeoverrækkelsen uddelte oberst Kresten Hedegård en særlig anerkendelse til tre af de bosniske soldater, der har ydet en ekstraordinær indsat i løbet af de seks måneder. Ikke kun som professionelle soldater, men også som gode kammerater og ”teamplayere”. De tre fik hver en nummereret mønt med DANCON logo og påskriften ”for exellence”.



Tre af de bosniske vagter fik en særlig mønt for at være gode teamplayere.


Bosnierne har udført deres opgave til stor tilfredshed for alle og har dertil udmærket sig i holdsport. Ud over at være en meget effektiv og pligtopfyldende vagtstyrke har de bosniske soldater nemlig vundet indtil flere kampe i volleyball, fodbold og hockey. Her har både danskerne og briterne måtte erkende deres nederlag.   

Bosnierne under dansk opsyn
Brigadegeneral Michael Lollesgaard, der er chef for 1. Brigade og ansvarlig for den missionsforberedende uddannelse i Danmark, er i disse dage på besøg i Afghanistan. Brigadegeneralen har været chef for Peace Support Operations Training Center i Bosnien og Hercegovina, 2007-2009.

Han har i sin egenskab af brigadechef ligeledes fulgt og kontrolleret uddannelsen af de bosniske enheder, der udsendes til Afghanistan som vagtstyrke.  Derfor var det oplagt, at også han sagde et par ord ved paraden.

Michael Lollesgaard roste det gode samarbejde og understregede, at de bosniske soldater er meget professionelle. Henvendt til det nye hold af bosniske soldater sagde han, at de skal løfte en tung byrde efter hold 4 store indsats, men at han er sikker på, at de kan gøre det. Under inspektionen af uddannelsen i Bosnien og Hercegovina har det nye hold vist, at det er i stand til at løse opgaverne effektivt.