[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En af hærens, og dermed 1. Brigades, vigtigste opgaver er opstilling, uddannelse og udsendelse af enheder til internationale missioner. Derfor er samarbejdet med enheder og stabe fra allierede nationer vigtig i forhold til udvikling af den gensidige forståelse for, hvorledes operative opgaver skal løses.

Fremtiden for hæren ligger i deltagelse i multinationale operationer. Selv store lande som England og Tyskland er afhængige af at kunne operere multinationalt, siger brigadens planlægningschef, major Claus Klaris, og fortsætter: Kun meget få lande har efterhånden kapacitet til at operere selvstændigt, så meget desto mere afhængige af at kunne arbejde sammen og støtte hinanden.

Øvelsens formål er at øve stabe og hovedkvarterer i at gennemføre planlægning og gennemførelse af operationer i et komplekst konfliktscenarie i en fremmed del af verden. Udover staben fra 1. Brigade i Haderslev deltager en britisk, en tysk, en tjekkisk og en canadisk brigadestab, samt staben fra 1. Britiske Panserdivision.



Multinational atmosfære i operationscenteret. Fotos Per B. Jørgensen.



Engelsk i æteren
Staben i operationscenteret er samlet omkring radiomodtagerens højttaler. Det er tid til aftenens ’update’, hvor situationsrapporter udveksles over radio mellem de deltagende hovedkvarterer.

Øvelsen foregår i et multinationalt miljø med deltagelse af enheder fra flere allierede nationer. Det hører man gennem forskellige engelske accenter, der strømmer ud i æteren.

Sikre radiostemmer afgiver meldinger og rapporteringer i korte og præcise sætninger og med brug af engelske militære ord og begreber.

Stort udbytte til gavn for uddannelsen hjemme
Til daglig har staben ved 1. Brigade fokus på uddannelse af enheder til internationale missioner. For tiden drejer det sig primært om de danske kontingenter til ISAF i Afghanistan.

Staben skal dog til enhver tid være rede til at løse opgaver med planlægning og føring af brigadens enheder. Øvelsen er derfor en god mulighed for at gennemføre intern uddannelse af stabens mange forskellige elementer.



Koordination er en vigtig disciplin.


Ved at øve sig i et internationalt miljø og i et scenarie, der foregår langt væk fra egne breddegrader, sikrer staben muligheden for at udvikle uddannelsen af de enheder, som skal kunne indsættes i mange forskellige konfliktscenarier rundt omkring i verden.

- Selvom vi bliver rigtig godt øvet af vores egen division, Danske Division, er det vigtigt at komme ud og blive inspireret af at se og opleve, hvordan andre lande gør tingene, slutter Claus Klaris.