[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Vi har nu løst opgaverne i Afghanistan, Helmand i snart fem måneder. For mange af soldaterne er det et farefuldt job, men de udfører deres opgaver meget professionelt og passer godt på hinanden.

Samtlige telte er fyldt med pakkekalendere, julepynt og ikke mindst julegaver til d. 24. december. Tusind tak til alle Jer, der har sendt pakker herned.

Julemaden fra Danmark er fordelt til de forskellige lejre, så vi ser frem til juleaften og julefrokosten i de efterfølgende dage. Der er flæskesteg, andebryst, kartofler, rødkål, sovs og risalamande til juleaften.

Til julefrokosten er der sylte, leverpostej, rullepølse, laks, rejer, sild osv. Til at stille sulten mellem måltiderne er der æbleskiver, småkager og konfekt, så vi kommer ikke til at savne mad.

Vi vil dog savne familie og venner hjemme i Danmark, men sammenholdet er stort, så det bliver en god jul – en anderledes jul, som vi alle vil huske.  

På vegne af alle soldaterne ved DANCON ISAF 14 ønsker jeg Jer alle en
Glædelig Jul og et Lykkebringende Nytår.

KRESTEN HEDEGÅRD