[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Under sit rundtursbesøg i sidste uge der startede i Joint Operation Base Bastion lørdag, tog chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Agner Rokos søndag eftermiddag videre til Main Operation Base Price. For at besøge de danske kampstyrker og kapacitetsopbygningsenheder, som er stationeret der.
Søndag aften benyttede generalmajor Agner Rokos muligheden for i Camp Price, at samle alle soldaterne i lejren for at orientere om situationen i Danmark.
Generalmajor Agner Rokos taler til soldaterne under sit besøg i Afghanistan.
I sin tale til soldaterne kom generalmajor Agner Rokos blandt andet ind på de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig, og de rygter der allerede nu er i pressen om besparelser, kasernelukninger og omstruktureringer.
- Ja, der vil komme besparelser, men jeg tror på, at en stor del heraf vil kunne findes ved effektiviseringer og optimering af driftsstrukturen, frem for ved nedskæringer i den operative struktur, sagde generalmajor Agner Rokos blandt andet.
Mandag besøgte generalmajor Agner Rokos blandt andet de danske soldater i politimentoreringsenheden (POMLT), der mentorer de afghanske nationale politistyrker i Gereshk by og nærmeste omegn.
Mentoreringen foregår med udgangspunkt fra Gereshk Operative Koordinationscenter, eller politistation.
Politimentoreringsenheden (POMLT) løser blandt andet sin opgave ved besøg på checkpoints og igennem fælles patruljer i byen. Patruljer der viser lokalbefolkningen, at den afghanske centralregering er i stand til at komme overalt i området.
Chefen for Politimentoreringsenheden kaptajn Per Bull viste generalmajor Agner Rokos rundt i Gereshk Operationelle Kommando Center, og fortalte blandt andet om samarbejdet med Det Afghanske Uniformerede Politi (AUP).
- Samarbejdet med Det Afghanske Uniformerede Politi går i den rigtige retning, men det er ofte to skridt frem og et tilbage. Årsagen hertil er den stejle struktur, som præger deres organisation, personificeret ved ledelsen i Gereshk Operationelle Kommando Center, siger kaptajn Per Bull og fortsætter:
- Men som altid skal vi huske på, at vi ikke på halvandet år kan ændre alt, og det er op til afghanerne at finder deres løsning. De kommer så langt, som de vil, og så hurtigt som de vil.
Næste stop på rundturen var et besøg i patruljebasen Wiarla, ved Nahr-e-Bughrã kanalen (NEB-kanalen), øst for Gereshk.
Her sikrer de danske soldater, for en kort bemærkning endnu, sammen med afghanske soldater og politifolk den for Gereshk by vitale vandkraftsdæmning og vandkraftværket.
Patruljebasen Wiarla ved NEB-kanalen.
NEB- kanalen får vand fra Helmand floden, og værket producerer en stor del af den strøm, der bruges i Gereshk by.
Vandet fra kanalen ledes videre via kanalerne ud i kunstvandingskanalsystemet, der forsyner markerne beliggende nedstrøms for kanalen, helt ned mod distriktshovedbyen Laskah Gah.
Chefen for Bravo-kompagniet, major Mads orienterede under besøget generalmajor Agner Rokos om vandkraftværkets betydning for Gereshk by og omegn. Dette foregik sikret af det afghanske check point i baggrunden af billedet.
- Kraftværket yder lige nu under halvdelen af sin maksimale kapacitet, så derfor startes der en omfattende renovering inden for de næste par måneder. Det er et projekt, som kommer til at vare flere år, siger major Mads og fortsætter:
- Vi har et rigtig godt samarbejde med de afghanske soldater og politifolk, som vi samarbejder med herude og vi har set kæmpe forbedringer i deres samarbejde med os. En forbedring som klart skyldes det store arbejde, som tidligere danske hold har lagt i området.
Efter besøget i Patrulje Base Wiarla tog generalmajor Agner Rokos til patruljebase Hazrat, der er beliggende øst for Gereshk by.
Her kunne generalmajor Agner Rokos ved selvsyn se de gode samarbejdsrelationer, som er mellem danske og afghanske soldater, samt følge den løbende udvikling som der er i missionen.
Der observeres ud i terrænet, mens der sikres.
Generalmajor Agner Rokos afsluttede sit besøg i Main Operation Base Price med et aftenmøde med lejrens danske officerer.
Her fik disse mulighed for at få uddybet forskellige specifikke emner, både i forhold til missionen i Afghanistan samt i forhold til Hæren generelt.
Tirsdag morgen fløj generalmajor Agner Rokos videre til Helmands provinshovedstad, Lashkar Gah for at besøge det danske specialstyrkebidrag, Task-Force-7 (TF-7) i Camp Anders Lassen.
Personellet ved Task-Force-7 kommer hovedsagelig fra Jægerkorpset og Frømandskorpset.
Specialstyrkebidraget er en del af det danske kapacitetsopbygningsbidrag, og har til opgave at mentorere uddannelsen af et afghansk provinsspecialpolitikompagni, der skal løse specialpolitiopgaver i Helmand provinsen, hvor man i Danmark nok ville anvende politiets særlige aktionsgruppe
Under besøget fik generalmajor Agner Rokos mulighed for at tale med de afghanske specialpolitifolk, samt chefen for specialpolitikompagniet.
Politistyrken udtrykte glæde over den udvikling deres enhed har været igennem de sidste måneder.
Derudover udtrykte politichefen stor tilfredshed med især den skydeuddannelse og rumkampstræning, kompagniet har modtaget af de danske specialstyrker.
Rumkampstræning er målrettet den teknik, der gør politifolkene i stand til at trænge ind i et hus, eller et afghansk compound.
Specialtræning indenfor disse områder er det, der i høj grad adskiller dem fra den udannelse almindelige afghanske politistyrker modtager, og det har efter politichefens udsagn, flyttet kompagniet i den rigtige retning, hvad angår træning og motivation.
Generalmajor Agner Rokos i samtale med en af de afghanske specialpolitielever.
Efter besøget i Lashkar Gah fløj generalmajor Agner Rokos tilbage til Camp Bastion.
I Camp Bastion gav generalmajor Agner Rokos, i en afsluttede samtale med chef DANCON 13, oberst Jan Hansen en tilbagemelding på opholdet i Afghanistan:
- Jeg er imponeret over den professionelle indsats hold 13 yder. Det glæder mig især at se de gode samarbejdsrelationer, der er på tværs af alle enheder i DANCON 13.
På linket herunder kan man se et TV-indslag fra de første dage af generalmajor Agner Rokos besøg i Afghanistan.
Blandt andet er der klip fra Det Lokale Afghanske Træningscenter i Camp Shorabak, og et interview med generalmajor Agner Rokos og major Mandus Andresen om blandt andet soldaternes træning i kulturel forståelse, som et middel til at minimere faren for de såkaldte ”green on blue” hændelser.
Video:
Rokos i træningscenter
Artiklen:
Chef HOK i Afghanistan, fra den 27. april 2012, fortæller om første del af generalmajor Agner Rokos besøg ved de afghanske soldater i Afghanistan.
Faktaboks om de danske soldaters opgaver og lokation i Afghanistan:
|
De danske kamp og kampstøttenheder omfatter blandt andet:
Panserinfanterikompagniet, kampvognsdelingen, Stab &
Logistikkompagniet, samt ingeniør- og ildstøttedetachementet.
Kapacitesopbygningsenheder omfatter blandt andet: Trænings – Mentorerings og
Forbindelsesenheden (TMLT), Politimentoringsenheden (POMLT) og specialstyrkebidraget (TF-7). |