[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Når hovedkvarteret for Multinational Corps Northeast tager på øvelse, er det altid med omfattende dansk deltagelse. Crystal Eagle 2012-øvelsen, som i øjeblikket gennemføres i Vestjylland, er ingen undtagelse. Der er 63 danskere i hovedkvarteret, hvoraf de 44 er personel af reserven.
I videst mulig omfang øver og træner korpset sit reservepersonel i operative roller, så reservisterne kan supplere den faste stab. Brigadegeneral Morten Danielsson, der overtog posten som stabschef for to år siden forklarer:
Crystal Eagle 2012 havde besøg af 17 generaler og admiraler fra det amerikanske Capstone Flag Officers Course. Her ses artiklens forfatter med brigadegeneral Steven W. Duff, US Army National Guard, major af reserven Klaus Munch Kjøller og Brigadier General Anthony P. German, Chief of Staff, New York Air National Guard.
- Fordi dette korps har et lavere beredskab, er vores daglige bemanding tilsvarende laverne. Under øvelsesperioder er det reservepersonellet, der dækker os ind, så alle operative specialer kan køre 24/7. Det gør os afhængige af reservepersonellet.
Med den meget operative anvendelse af reservepersonellet følger korpset den udvikling, som i øjeblikket rammer reserven i andre lande. Det bekræfter brigadegeneral Steven W. Duff, US Army National Guard, under sit besøg på Crystal Eagle 2012:
- Med det enorme engagement i missioner, som USA har haft de seneste ti år, står det klart, at denne opgave ikke kunne være løst uden indsættelse af en samlet styrke bestående af fastansat-, reserve- og National Guard-personel. For at imødekomme dette behov har vi gennemført et paradigmeskift, så reserven er gået fra en strategisk reserve til en operationel reserve.
Reserven skaber kontinuiteten
Fordi reservepersonellet kun lønnes under tjenesteperioder i forsvaret, er der i forvejen tale om en meget omkostningseffektiv ressource. Alligevel efterlyser brigadegeneral Morten Danielsson økonomiske ressourcer til uddannelse:
- Det er min opfattelse, at reservepersonel, hvis de bestrider nøglefunktioner, ikke har mulighed for at opretholde det tilstrækkelige uddannelsesniveau med de ressourcer, der er stillet til rådighed for indeværende. Det betyder, at vi kan have svært ved at leve op til vores forpligtelser i forbindelse med en såkaldt Mission Preparation Training. Det er blandt andet dette reservepersonel, der skal forestå uddannelsen af det øvrige personel.
Morten Danielsson kender hovedkvarteret fra perioden fra 2001-2004, hvor han gjorde tjeneste som Chief Military Assistant. Selvom det er otte-ti år siden, er der mange gengangere blandt reservepersonellet, som han genkender fra sin første tjeneste i Stettin:
- Når vi som nu er på en øvelse, hvor hovedkvarteret er øvelsesleder for andre enheder, har jeg ikke den samme bekymring i relation til uddannelsesniveauet, da vi her gennemfører funktions-specifik on-the-job training. Vi er godt hjulet af, at det er det samme reservepersonel, der skaber kontinuitet fra øvelse til øvelse.
Tilfører dynamik og nytænkning
For forsvaret handler den løbende uddannelse om at pleje den investering, som forsvaret allerede har bekostet. Spørger man reservepersonellet ved hovedkvarteret, er løbende uddannelse og relevant tjeneste vigtigst, når det drejer sig om motivation og fastholdelse.
Stabschef for Multinational Corps Northeast brigadegeneral Morten Danielsson sammen med oberstløjtnant af reserven Jan Hjortshøj under Crystal Eagle 2012. I baggrunden ses flagene fra de 18 deltagende nationer.
- Reserven er sjældent drevet at lønnen alene. Følelsen af at bidrage til en meningsfuld opgave, at udrette noget relevant og være en del af en helhed, er den helt overskyggende motivationsfaktor for reservepersonellet, fastslår oberstløjtnant af reserven Jan Hjortshøj, som er nyvalgt næstformand i Hovedorganisationen for Personel af Reserven (HPRD), og som selv deltager på øvelsen.
- Vi får nye perspektiver med hjem og med vores særlige blanding af civile og militære kompetencer kan vi tilføre dynamik og nytænkning. Men, det kræver, at der findes økonomiske ressourcer til at uddanne og øve os, så der bliver et reelt udbytte for forsvaret. En enkelt dag om året er ikke nok, siger Jan Hjortshøj.
Han bakkes op af Rear Admiral Mark Leavitt, Reserve Chief of Staff, US Navy Reserve, der også besøgte Crystal Eagle 2012:
- For så vidt angår fastholdelse, er der intet som meningsfulde opgaver og missioner. Det er dét, personellet efterspørger. De vil deltage i øvelser, gennemføre operationer og í det hele taget bidrage til den type aktiviteter.
Man aner ikke, hvem man arbejder med
Reserven er anderledes uddannet og tilfører derfor andre kompetencer. Fordi de militære operationer bevæger sig i retning af krise- og konflikthåndtering i civile samfund, bliver mange af disse erfaringer stadig vigtigere for forsvaret. Opgaverne er komplekse og af natur mere sammensatte. Derfor bidrager reserven også i stigende omfang til internationale missioner.
Brigadegeneral Steven W. Duff, US Army National Guard har været udsendt til Irak, som chef for en Special Forces bataljon i Afghanistan og som chef for et operationscenter for specialstyrker ved Afrikas Horn. Om sine erfaringer med reservepersonel siger han:
Høj anciennitet kendetegner det danske reservepersonel, der udgør mere end to tredjedel af det danske personelbidrag til hovedkvarteret for Multinational Corps Northeast under Crystal Eagle 2012 i Nymindegab.
- Uniformen fortæller ikke om en person er fastansat eller i reserven. Man aner ikke hvilken kategori, man arbejder med, indtil man får talt sammen. Først der finder man ud af, om personen er fastansat, i reserven eller i National Guard. Det er umuligt at kategorisere nogle alene ud fra deres indsats i tjenesten.
Ifølge Morten Danielsson er en sammenligning af personelkategorierne vanskelig:
- Efter min opfattelse vil det ikke være fair at sammenligne de to kategorier, da personellets forudsætninger ganske enkelt er for forskellige. Men, når det så er sagt, så kan korpset kun fungere i en operativ og øvelsesmæssig sammenhæng, hvis reservepersonellet er til rådighed, konkluderer stabschefen.