[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Den danske indsats i Afghanistan blev søndag styrket med 13 erfarne soldater fra flyvevåbnet.
Hidtil har den lille enhed, som siden februar 2009 har lært den afghanske hær at drive et kaserneområde i Helmand, arbejdet under flyvevåbnets fane. Men som et led i den nye Afghanistan-strategi om mindre kamp og øget uddannelse og træning er de 13 flyvere nu smeltet sammen med den danske hær.
Siden 2009 har 13 soldater fra flyvevåbnet arbejdet som et mentorhold i den afghanske lejr Camp Shurabak. Søndag blev de indlemmet som en del af hærens nye kapacitetsopbygningsenhed i Helmand.
Begivenheden blev markeret ved en parade blot et døgn efter, at hold 12 overdrog ansvaret for Danmarks ISAF-styrke til hold 13. Den danske indsats i Afghanistan går fremover under navnet Det Danske Kontingent (DANCON), og samtidig har DANCON hold 13 erstattet et af de hidtidige kampkompagnier med en uddannelses- og træningsenhed, en kapacitetsopbygningsenhed. Det er denne enhed, soldaterne fra flyvevåbnet nu er en del af.
Chef for det nye Danske Kontingent (DANCON) hold 13 i Afghanistan, oberst Jan Hansen. Søndag holdt han tale for de 13 soldater fra flyvevåbnet, som nu er blevet en del af DANCON.
- Vi er blevet valgt til at være en vital del af Danmarks omlægning af den militære indsats i Afghanistan. Om vores indsats kan man sige: Så afghansk som muligt – kun så koalitionspræget som nødvendigt, sagde oberstløjtnant Torben Olesen, chef for kapacitetsopbygningsenheden, i sin tale til soldaterne.
Få minutter forinden var flyvevåbnets fane blevet tildækket. Det er dog langt fra ensbetydende med, at flyvernes indsats nu er glemt. Tværtimod er det meningen, at de 13 flyvere nu skal vise vejen for de i alt 150 soldater i kapacitetsopbygningsenheden.
I tre år har soldaterne fra flyvevåbnet med stor succes arbejdet som mentorer for den afghanske hær, Afghan National Army (ANA), i lejren Camp Shorabak. Her har de lært afghanerne at drive et kaserneområde – en såkaldt garnison – med alt fra bevogtning, brand- og redningstjeneste og infirmeri. Selv kantinedrift har de danske flyvere hjulpet afghanerne med at få op at køre.
Ifølge chefen for flyverteamet i Afghanistan, oberstløjtnant Jens Lindvig, er flyvevåbnets soldater klar til at give deres viden videre.
- Vi har gjort os vigtige erfaringer – ikke mindst i forhold til kulturforskellene mellem afghanere og danskere, siger han.
Flyvevåbnets fane blev tildækket under søndagens parade i afghanske Camp Shurabak. Fremover indgår de 13 flyvere som en del af det mentor- og rådgivningshold, der skal hjælpe den afghanske hær med at tage vare på egen sikkerhed.
Jens Lindvig forklarer, at det er en fordel at vide, at man ikke kan lære afghanske soldater ting, de ikke ønsker at lære. Omvendt er de enormt modtagelige og motiverede, når de føler, at det, de skal lære, er vigtigt.
- Samtidig skal man vide, at de afghanske soldater som regel er rigtig gode til at gøre tingene her og nu. Til gengæld har de sjældent en plan for, hvad de skal stille op, hvis noget går galt. I Danmark er vi gode planlæggere, og det er en af de afgørende ting, vi skal lære dem, siger han.
Både Jens Lindvig og chefen for den samlede kapacitetsopbygningsenhed, Torben Olesen, glæder sig til at komme i gang med arbejdet. Ifølge Torben Olesen har flyvevåbnets indsats gjort den vanskelige opgave med at undervise de afghanske soldater betydeligt nemmere.
De to oberstløjtnanter Torben Olesen (tv.) og Jens Lindvig kommer til at arbejde tæt sammen i den nye danske kapacitetsopbygningsenhed i Helmand. Torben Olesen er chef for hele enheden, mens Jens Lindvig har ansvaret for enhedens team fra flyvevåbnet.
- De har vist, at mentorering kan virke og skabe resultater. Soldaterne har repræsenteret flyvevåbnet på smukkeste vis, både professionelt og menneskeligt, siger han.
FAKTA
|
Garrison Operational Mentoring and Liaison Team (GOMLT)
GOMLT er et mentorhold på 13 mand, der indtil i dag har været opstillet og indsat af flyvevåbnet.
Hold 1 blev sendt af sted i januar 2009. Hold 7 ankom i januar 2012.
GOMLT arbejder i den afghanske lejr Camp Shorabak, der ligger i tilknytning til Camp Bastion i Helmand.
Holdet lærer den afghanske hær at drive et kaserneområde – en såkaldt
garnison. For eksempel med hensyn til bevogtning, vand og varme, brand-
og redningstjeneste, infirmeri, logistik, kantinedrift.
Holdet rådgiver ledere i ANA, som alle indtager nøglepositioner i driften af garnisonen.
|