[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Siden 1972, da den første DANCON-march blev gennemført på Cypern, har soldater på alle danske missioner gået de 25 km. Og ISAF hold 14 er ingen undtagelse.



Starten gik fra danskernes lejr, Camp Viking, før solen stod op.


Med kampuniform, støvler og oppakning på mindst ti kilo gik de danske soldater marchen under en skinnende sol med højt humør og flagrende Dannebrog.

Vinderen blev en amerikansk soldat fra specialstyrkerne med en tid på to timer og 14 minutter.

- Det var sjovt at deltage i DANCON-marchen, og jeg vil helt sikkert deltage igen i 2014, når jeg er tilbage i Helmand, sagde vinderen Cdr. Stufflebeem, da han fik overrakt sit diplom af fungerende chef for DANCON, oberstløjtnant Søren Søndergaard Jensen.

Fedt at deltage
Hurtigste dansker blev Joachim, konstabel fra Det Nationale Støtte Element (NSE), med en tid på 2.42. Det var hans første march og også foreløbigt sidste.   

- Planen var at gå en hyggetur med en kammerat. Efter fem kilometer spurgte han, hvorfor jeg ikke bare løb, så det gjorde jeg. Det var fedt at deltage og fedt at se, at så mange havde lyst til at deltage. Ingen brokkede sig over, at det startede klokken fem om morgenen, fortæller Joachim, der dog ikke har tænkt sig at gå de næste marcher, som hold 14 afvikler.

- Det er for hårdt, jeg vandt ikke på formen, men mere på viljen tror jeg, ræssonnerer den hurtige dansker.

Et godt formål
Omtrent 400 deltog i DANCON-marchen, der var den første af fire planlagte marcher fordelt på de danske lejre Camp Bastion og Camp Price. Danskerne var i undertal med cirka 50 deltagere, mens amerikanerne var flest med cirka 200 fremmødte. Desuden deltog en enkelt afghaner, en norsk kvinde og fire estere, mens resten var briter.

- Jeg vil betegne det som en succes. Det er typisk for den første march, at der er mange deltagere. Men det vigtigste for mig er, at det går til et godt formål, konstaterer arrangøren, seniorsergent René fra kapacitetsopbygningsenheden.  

De indsamlede penge går til veteraner og deres familier.

Se flere billeder i Medie Galleri