[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Kære medarbejdere
Endnu en gang er det nytår og dermed tid til at gøre status over året, der er gået.
2011 har været et travlt år for forsvaret. Alle tre værn og Hjemmeværnet har været indsat i internationale operationer – og alle har varetaget nationale opgaver og forpligtelser. På begge områder har forsvarets enheder og medarbejdere gjort en indsats, som har aftvunget respekt fra omverdenen.
Få – hvis nogen overhovedet – havde for et år siden forudset det arabiske forår, endsige at danske F-16 fly ville blive indsat i en operation over Libyen fra marts til oktober 2011.
De danske fly opererede sammen med en bred koalition af lande i rammen af NATO for at beskytte civilbefolkningen i Libyen mod overgreb og fløj mere end 600 missioner. Samtidigt havde forsvaret med fire danske F-16-fly fra september til december 2011 ansvaret for suverænitetshåndhævelsen i luftrummet over de baltiske lande.
I Afghanistan fortsatte udviklingen med at overdrage ansvaret for landets sikkerhed til de afghanske myndigheder. Hold 12, som for tiden er i Helmand, bliver det sidste danske hold ved Patrol Base Line. I 2011 har der været lagt vægt på at sammensætte styrkebidraget med udgangspunkt i vores nye træner- og mentorroller. Indsatsen som trænere og mentorer udbygges yderligere i 2012, og andre typer enheder udsendes som følge deraf til Afghanistan.
Operationen i Afghanistan trækker stadig store veksler og har haft store menneskelige omkostninger. I 2011 blev tre danske soldater dræbt i Afghanistan, mens de løste deres opgave. Vores tanker går i denne tid til dem og deres efterladte. Æret været deres minde. Deres kamp har ikke været forgæves.
Når jeg i årets løb har besøgt vores sårede soldater på hospitalet, er jeg hver gang blevet slået af deres imponerende gå-på-mod og vilje til at komme videre i livet. Det er en tilgang, som aftvinger respekt.
I farvandene ud for Somalia har forsvaret ydet en betydelig indsats i den internationale indsats mod pirateriet. Først blev Esbern Snares indsats forlænget i seks måneder ind i 2011, og i november kom søsterskibet Absalon til området for at genoptage operationerne. Også forsvarets Challenger-fly vil i to måneder henover nytår deltage i indsatsen mod pirateriet.
2011 var også året, hvor vi trak de sidste tropper hjem fra Irak, og hvor vi overdrog indsatsen i UNIFIL i Libanon til Østrig. Og endelig skal vi ikke glemme de mange udsendte enkeltmandsbidrag, som hver især løser vigtige opgaver rundt omkring om i verden.
I de hjemlige operationer har forsvarets enheder været indsat 24 timer i døgnet i årets samtlige 365 dage. Og uanset om det har været i Nordatlanten, ved Færøerne, i Grønland, eller i Danmark og drejet sig om redningsoperationer, bevogtning, overvågning eller suverænitetshævdelse, så er opgaverne med at yde støtte til det danske samfund blevet løst professionelt og i god koordination med de øvrige myndigheder.
Forsvarets nationale og internationale operationer er vores kerneopgave. Men kerneopgaverne kan ikke løses uden, at organisationen herhjemme støtter op omkring de operative enheder. I, der arbejder i støttestrukturen, får ikke altid samme opmærksomhed som den operative struktur, når der berettes om forsvarets virke. Men uden jeres professionalisme, arbejdsomhed og støtte til de operative enheder ville forsvaret ikke være i stand til at levere de gode resultater, vi har set i 2011. Vi løfter i flok. Tak for det.
Nytåret er også en lejlighed til at se fremad. Jeg vil ikke forsøge at forudsige, hvilke operationer danske soldater vil blive sendt ud i 2012. Det er en svær disciplin at spå om fremtiden, hvilket årets begivenheder på den operative front har understreget. Men netop derfor er det vigtigt, at vi altid fastholder vores basale kernekompetence, nemlig evnen til at kæmpe og vinde.
I en tid, hvor forsvaret står over for besparelser på op mod tre mia. kroner, vil der fortsat blive lagt stor vægt på en stram økonomistyring. Så store besparelser vil utvivlsomt kunne mærkes overalt i organisationen, og det vil blandt andet betyde, at hele forsvarets struktur og virke vil blive gennemgået med en tættekam. Kun på denne måde vil vi fortsat kunne stille de bedst mulige operative kapaciteter til rådighed som redskab for Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitik. Det er dog min overbevisning, at forsvaret som resultat af de seneste års stramme styring af økonomien er godt rustet til fremtidens ændringer og krav.
Tiden er også inde til, at jeg takker af efter godt to år på posten som forsvarschef. Ved årsskiftet tiltrådte jeg et nyt job som formand for NATO’s militærkomité. Det er en prestigefyldt stilling for Danmark, og at det er en dansker, der kan sætte sig i stolen, skyldes jeres indsats og den anerkendelse, som danske soldater nyder verden over.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for året, der er gået – I har grund til at være stolte af den indsats, I har leveret i det forgangne år.
I, jeres familier og pårørende ønskes alle et godt nytår.
Knud Bartels