[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Et kommando af de afghanske politifolk, som danske jægersoldater og frømænd er i gang med at uddanne, var trådt flot an på et snorlige geled, da den australske brigadegeneral Mark Smethurst søndag formiddag kom til Helmands distriktspolitihovedkvarter i Lashkar Gah.
Chef for ISAF Special Operations Forces brigadegeneral Mark Smethurst, tv., besøgte i weekenden de danske soldater ved Task Force 7. Her ses han i selskab med fungerende chef for Task Force 7, oberstløjtnant Jørgen Christian Nyholm.
Foto: Morten Fredslund.
Med sig havde han en ny specialpolitikompagnichef, der fremover skal stå i spidsen for det Provincial Response Company, hvor den danske Task Force 7 (TF7) mentorerer og uddanner specialpolitifolk frem til starten af 2014.
Til de afghanske politifolk sagde Mark Smethurst blandt andet, at det Provincial Response Company, som politifolkene er en del af, skal bestå af de bedst uddannede politifolk i hele Helmand-provinsen.
Brigadegeneral Mark Smethurst, tv. og oberstløjtnant Jørgen Christian Nyholm, th., flankerer en afghansk politiofficer under generalens besøg på Politidistrikt Helmands træningsfaciliteter.
Foto: Morten Fredslund.
Han tilføjede, at når man ser på de kapaciteter, der bidrager til uddannelsesforløbet dels fra Kabul, dels fra Task Force 7, er han fuldt ud overbevist om, at der kommer et godt resultat ud af indsatsen.
Ny chef længe ventet
- Indsættelsen af den nye kompagnichef var en glædelig begivenhed for os i Task Force 7. Det Provincial Response Company, PRC, vi uddanner politifolk til, har i den sidste måneds tid været ledet af en dygtig, men noget uerfaren og ung næstkommanderende. Den nytiltrådte kompagnichef ser ved første indtryk ud til at være en politiofficer med den rette baggrund og med de rigtige holdninger, og vi ser frem til samarbejdet, siger Task Force 7’s fungerende chef, oberstløjtnant Jørgen Christian Nyholm.
Efter indsættelsesparaden for politikompagniets nye chef, fik brigadegeneralen og hans følge en rundvisning på politihovedkvarteret og ved PRC’et af de afghanske politifolk og officerer. De danske jægersoldater var i fuld gang med at uddanne de afghanske politifolk i blandt andet våbenbetjening, førstehjælp og formationer under fremrykning.
Skal bruges rigtigt
Under brigadegeneral Mark Smethursts korte besøg ved TF7 var programmet tæt pakket med møder med såvel ISAF-repræsentanter og repræsentanter fra de afghanske politistyrker.
- Flere gange understregede Mark Smethurst og de afghanske politichefer vigtigheden af at gøre brug af Provincial Response Company styrken i fremtiden. Det skal sikre os, at specialpolitistyrken bliver anvendt til de særlige opgaver, vi har uddannet politifolkene til. Generalen sidder tæt på beslutningstagerne i Kabul, og det er selvfølgelig vigtigt, at én med hans gennemslagskraft kommer ud og ser, hvad vi laver. Slutmålet for vores indsats er, at vi i starten af 2014 skal aflevere en veluddannet politiindsatstyrke herfra, siger Jørgen Christian Nyholm.
Som chef for ISAF Special Operations Forces er Mark Smethurst ansvarlig for de mange specialstyrke¬soldater, der dagligt uddanner og mentorerer afghanske politifolk i de i alt 19 Provincial Response Companies, PRC’er, der for øjeblikket findes i Afghanistan.