[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Onsdag overdrog danske soldater fra Hold 13 den dansk-afghanske patruljebase til den afghanske hær.
For første gang siden 2007 skal danske soldater ikke længere fast operere fra små, fremskudte patruljebaser. Det blev en kendsgerning onsdag formiddag, hvor de sidste danske soldater fra DANCON ISAF 13 forlod patruljebase Hazrat og overlod lejren til afghanerne.
Den historiske overdragelse sker helt efter planen og markerer altså afslutningen på en epoke for Danmarks indsats i Afghanistan.
Overdragelsen af patruljebase Hazrat kommer efter den sikkerhedsmæssige fremgang i området, som danske og afghanske soldater i fællesskab har skabt. Alene i løbet af de seneste seks måneder er det lykkedes at skabe så meget ro i den tidligere så oprørerinficerede landsby Saidan, at den afghanske hær i juli kunne oprette to checkpoints på højdedraget Noorzai Hill.
- Afghanerne er nu er så langt fremme, og deres niveau så højt, at det ikke længere er nødvendigt at gennemføre fælles operationer med dem i området omkring Hazrat. Det betyder, at man nu går til næste fase, hvor britiske rådgivere støtter afghanerne. Og fra foråret 2013 er de afghanske soldater så formodentlig klar til helt at stå på egne ben, siger major Uffe Pedersen, næstkommanderende ved den britisk-ledede kampgruppe i hovedlejren Price.
Frem til 2014, hvor de sidste danske kampenheder i løbet af året planlægges at forlade Helmand, skal det tilbageværende kampkompagni holde til i hovedlejren Price godt tre kilometer fra byen Gereshk. Herfra skal soldaterne både deltage i operationer og rykke ud som en reaktionsstyrke, der med kort varsel kan træde til og hjælpe den afghanske hær.
- Den primære rolle for det danske kompagni bliver fortsat at være med til at skabe forudsætningerne for, at den afghanske hær og afghansk politi i og omkring Gereshk kan løse deres opgaver, siger Uffe Pedersen.
Danske soldater på patrulje i området omkring patruljebase Hazrat. Fremover bliver det soldater fra den afghanske hær, som lokalbefolkningen vil møde i området.
De danske soldaters arbejde i fremskudte patruljebaser blev for alvor kendt i offentligheden med dokumentarfilmen Armadillo fra 2010. Men også baserne i den såkaldte Patrol Base Line har fungeret som betydningsfulde forposter, hvor danske soldater i en årrække har leveret et stort stykke arbejde for sikkerheden tæt på Helmand-provinsens handelscentrum, Gereshk.
24. januar 2012 blev den sidste af baserne i Patrol Base Line imidlertid overdraget til den afghanske hær. Og onsdag formiddag sagde danske soldater fra Hold 13 så farvel til Hazrat og satte dermed sidste punktum i kapitlet om de danske patruljebaser.
Mellem patruljerne har danske og afghanske soldater udkæmpet en lang række hårde dueller på volleyballbanen i patruljebase Hazrat.