[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Selv om blæsten gav vand i øjnene, regnen piskede dem i ansigterne, og uvejrsskyerne lå tungt over lejren, ødelagde det ikke humøret hos de små 600 mand, der torsdag eftermiddag trådte an på parkeringspladsen midt i Oksbøllejren for at holde den sidste parade inden udsendelsen til Afghanistan.



Det nye danske kontingent i Helmand er ændret på afgørende områder i forhold til tidligere. Nu skal der fokuseres mere på kapacitetsopbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker. Fotos: Per Amnitzbøl Rasmussen.



Med paraden markerede soldaterne fra ISAF Hold 13 afslutningen på et halvt års forberedelser, der i denne uge kulminerede med gennemførelsen af den sidste missionsforberedende uddannelse i Oksbøl.

Chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, inspicerede, og Hans Christian Thoning (V), der er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, takkede på forhånd soldaterne på ISAF 13 for deres kommende og ændrede indsats det næste halve år.



Chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel, talte for soldaterne om deres rolle i Afghanistan og sagde farvel med en inspektion af kontingentet.



Paraden blev indledt med en tale af chefen for Danske Division, generalmajor Peter Kühnel:

- I har nu været igennem en lang og krævende uddannelse forud for udsendelsen, men I skal huske på, at en professionel soldats uddannelse aldrig er slut. Jeres uddannelse vil fortsætte i missionsområdet gennem jeres erfaringer. I skal også huske, at I er ambassadører for Danmark både overfor lokalbefolkningen og andre nationer, sagde generalmajoren.

Derefter talte Hans Christian Thoning til soldaterne om betydningen af deres ændrede opgaver:



Medlem af Folketingets forsvarsudvalg og partiet Venstre, Hans Christian Thoning, lagde vægt på de ændrede opgaver og sagde, at man på sin vis lige så godt kunne kalde hold 13 for hold 1 med en ny begyndelse i Helmand.



- Selvom I på papiret udgør Hold 13, så kan man på sin vis sige, at I kan betegnes som Hold 1. Opgaverne i Afghanistan har ændret sig, og I er det første hold inden for jeres felt. Små 600 soldater fra hæren, søværnet og flyvevåbnet drager til Afghanistan for at løse en anderledes opgave, end vi har været vant til de sidste mange år, sagde Hans Christian Thoning.

ISAF Hold 13 har fået nye opgaver og en anden organisation i forhold til tidligere hold. Træningen af den afghanske hær har fået større vægt, og det ene kompagni, der tidligere bestod af kamptropper, er derfor omdannet til en kapacitetsopbygningsenhed på små 100 mand, der primært skal uddanne afghanske soldater.

Samtidigt er indsættelsen af Hold 13 et farvel til et geografisk dansk ansvarsområde i Helmand-provinsen. Sikkerheden i det tidligere danske ansvarsområde vil fremover blive varetaget af en britisk kampgruppe med et dansk kompagni underlagt i samarbejde med afghanske sikkerhedsstyrker.

ISAF Hold 13 tager af sted til Afghanistan i begyndelsen af februar.