[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hans Excellence, ambassadør Toshio Sano, oplevede her, under tillempede forhold, hvordan danske soldater lever i og arbejder fra deres patruljebaser i Helmandprovinsen i Afghanistan.



Chefen for Bravo-kompagniet fortæller Japans ambassadør om forholdene og virket i FOB Børsmose.



Japan har ikke en militærattache tilknyttet sin ambassade i Danmark, og ambassadøren udfylder derfor i nogen grad selv den rolle. Han har tidligere beskæftiget sig med fredsstøttende operationer ved FN’s hovedkvarter i New York og havde selv udtrykt ønske om, at se danske soldaters uddannelse og høre om deres vilkår under udsendelser.



Brigadechefen briefer ambassadør Toshio Sano om uddannelsen af de danske soldater før udsendelse.



Udover en kort briefing fra den uddannelsesansvarlige chef, brigadegeneral Michael Lollesgård, brugte ambassadøren det meste af dagen i terrænet, hvor han besøgte Bravo kompagniet i patruljebase Grærup og fulgte en patrulje med et polititræningsteam i Brikby, der i denne uge er omdannet til en mindre afghansk by med markedsplads og fåreflokke.  

Her kom det til en mindre skudveksling med Taleban, som sårede en afghansk politimand, og ambassadøren interesserede sig levende for den efterfølgende behandling af den sårede og det generelle reaktionsmønster fra danske soldater under skudvekslinger.



Ambassadøren briefes om øvelsens forløb i Brikkby.



Japan har af historiske årsager ikke soldater udsendt på operationer uden for landets grænser. Til gengæld støtter Japan genopbygningen af Afghanistan med omkring 450 mia. kr. om året og er dermed den største økonomiske bidragyder efter USA.

Tidligere har Japan dog haft en ubevæbnet rekonstruktionsenhed udsendt til Irak og en eskorterende destroyer i Aden-bugten som en del af indsatsen mod pirateri.