[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Solen kastede glans over de danske soldater og øvrige udsendte i Helmand, hvor størstedelen var samlet i Camp Price, da der blev fejret juleaften. Uanset hvilken lejr man var i, var juleaftensdag fra morgenstunden præget af en hektisk aktivitet i køkkenet.

Julemaden, der var sendt fra Danmark, skulle tilberedes efter danske forskrifter. Det viste sig dog lettere sagt end gjort, da der fx i Camp Bastion hverken var groft salt eller frisk peber i det store britiske cafeteria, som madholdet lånte. Men både flæskesteg, and og risalamande med alt, hvad der hører sig til, blev serveret til stor glæde for alle.



Oberst Kresten Hedegård holdt velkomsttale ved juleaftensarrangementet i Camp Bastion.



Dagen bød i alle lejre på gudstjeneste, konkurrencer og julelege. På KFUM Soldaterhjem (Kuffen) viste de Disney Juleshow og sørgede for en lind strøm af søde sager. Det var en hyggelig dag, hvor traditionerne blev bevaret, selvom vi måtte undvære vores familier.

I de efterfølgende juledage er resterne fra julemiddagen blevet fortæret sammen med det helt store og traditionelle julefrokostbord, hvor der blandt meget andet var både sylte, frikadeller, lun leverpostej og sild i flere afskygninger. Det hele blev selvfølgelig skyllet ned med alkoholfrie drikkevarer.

Camp Bastion

Efter julegudstjeneste samledes folk i deres respektive enheder til hygge, hvor nogen dog stadig havde arbejde at udføre. De fleste troppede op hos Stab- og Logistikkompagniet, som muntrede sig med konkurrencer. De bestod bl.a. af menneskefigurer på tid og trillebørsræs til stor begejstring for deltagerne. Sundhedspersonellet var også til stede, hvilket var meget fornuftigt, når man så de halsbrækkende manøvrer.



Stabs- og logistikkompagniet dystede i halsbrækkende discipliner.



Klokken 17.30 blændede Kuffen op for storskærmen og viste Disney Juleshow, hvor det var rørende at høre de stærke drenge klukke af grin af Chip & Chap og Anders And. Efter en dejlig middag blev der danset og sunget om det udendørs juletræ.

Mentorenheden, Training Mentoring and Liaison Team, TMLT, holdt juleaften i deres egen lejr, Camp Tombstone, som også er en del af Camp Bastion. De manglede dog hverken humør eller julemad. Underholdningen bestod blandt andet af pakkeleg og alles kamp om fjernstyrende biler, vingummi og diverse chokolader. Og der var absolut ingen, som gik sultne fra festen.

Camp Price

I lejren, som huser kampkompagniet, lagde de hårdt ud og startede dagen med et rask morgenløb på 5 eller 10 km. Juleløbet var arrangeret af Trine, civilbetjent og Iron lady, der på den måde sikrede, at soldaterne havde fået skærpet appetitten.

Julemanden kom forbi Camp Price efter middagen, men han så lidt anderledes ud end ham i Bastion… I Price var han dog mere gavmild og havde gavesækken fyldt med marcipangrise, som der blev trukket lod om. I cafeteriaet har juletræet stået med al sin pynt og kastet glans over spisestedet gennem et par uger, og efter middagen blev der danset om det store træ, der har fået kappet toppen af, så der var plads til det.



Der blev danset rundt om juletræet og i hele spiseteltet i Camp Price.



Alt i alt må man konstatere, at danskerne i Helmand fejrede julen med pomp og pragt og ikke mindst en masse julemad, så det var næsten som en almindelig dansk jul, blot måtte vi undvære vore kære, men de var i vores tanker og hjerter.



Ingeniørsoldaterne i Camp Price har været kreative i julen.



Glædelig Jul!