Leave – et forventningsobjekt

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Her følger en helt personlig opfattelse af den periode, der bedst kan sammenlignes med tiden op til jul


Jule-leave!

Leave er også et forløsende ord i ens sind, når man er ude. Noget vi tæller ned til og længes imod. Det bliver en tilstand kort før, vi tager på det, og noget vi mindes med glæde og længsel, når vi er tilbage fra det.

Min deling, og dermed også mig, har en af de sidste leave-perioder hernede fra. En leave-periode, der først kom efter vi havde overskredet fire måneders linen for vores udstationering, men også en leave-periode, der bringer os hjem til vores kære i juletiden, og vi får dermed også juleaften med.

Personligt syntes jeg, det er fantastisk, at min leave ligger lige der, hvor jeg får mulighed for at holde jul sammen med dem, jeg elsker. Jeg er overbevist om, at det giver mig en helt anden jul. En jul, hvor jeg ikke har skullet se på jule-snask siden midten af oktober, og en jul, hvor jeg kun er hjemme for at slappe af og koble fra. Og hvilken bedre måde at gøre det på end med julehygge, julefrokoster, julekomsammen og juleaften. Jeg glæder mig.

Nedtællingen til leave starter tidligt for nogen. Jeg ved, at mine pårørende har talt dage til leave, siden jeg tog af sted på mission. Måske ikke lige så intensivt som de sidste uger, men de har holdt et øje på nedtællingen.

For mit vedkommende glemte jeg de første måneder, hvor langt eller kort der var til leave. Det bekymrede mig egentlig ikke så meget, for der var nok at lave, og vi var godt i gang med arbejdet hernede. Det fjerner ens fokus fra nedtælling. Og så syntes jeg, det var svært at forholde sig til en nedtælling på over 100 dage.

100 dage
Dog gik de 100 dage, og vi kom ned på at tælle uger til leave. Langsomt begyndte jeg selv at holde øje med nedtælling, efterhånden som mine følelser og sindstilstand også fulgte med. Som vi nærmede os de sidste uger, begyndte min krop nemlig at indstille sig på at skulle hjem.

Det var en lidt svær periode, for mens ens krop indstillede og glædede sig til at komme hjem til Danmark igen, var vi stadig operative og skulle dermed holde os lige så klar og skarpe, som vi hidtil havde været. Det var en hårfin balance at glæde sig til leave og samtidig vide, at vi lige op til leave-perioden kunne komme på opgave.

Specielt da planlægningen, både tjenestemæssigt og personligt, begyndte. Planlægning af det praktiske med vores materiel, hvornår vi skulle til Bastion, forberede hvornår og hvordan vi pakkede vores sovepladser ned, og hvad skulle man egentlig have med hjem på leave?

Leave-mode
Leave-mode er et udtryk, der begyndte at sprede sig i delingen den sidste måned før leave. Et udtryk for, at man begynder at glæde sig, man kan forholde sig til tiden, og at man kropslig begyndte at indstille sig.
Jeg har indtil for få uger siden været fokuseret og rigtig glad for at være hernede.

Det er jeg stadig, men følelsen af det, man savner i Danmark, og dem man savner, begynder at fylde mere. Både i vores samtaler, hvor vi snakker med hinanden, om hvad vi skal lave i vores leave, og hvor godt det bliver at komme hjem, og i vores følelsesregister, hvor glæden og spændingen breder sig, fylder leave-perioden bare mere og mere.

Her de sidste dage føler jeg, at nedtællingen igen begynder at blive lidt uoverskuelig. Ikke fordi der er lang tid, nu tæller vi dage og snart timer, men fordi glæden føles at fylde mere, end min hjerne er i stand til at håndtere. Jeg glæder mig, og dagene går ikke helt hurtig nok, de glider lidt sammen i min glæde og spænding for at komme hjem.

Forberedelse til leave
Og hvordan forbereder man sig så?

Forberedelse til leave starter sådan set allerede, inden man tager af sted. Jeg fortalte mine pårørende, at jeg ikke ønskede en hel masse planlagt i min leave, og at jeg ikke ville have, at de skulle gøre en masse ud af det. Og sådan føler jeg stadig.

Jeg vil blot gerne kunne komme stille hjem og have mulighed for at lande, uden at det skal gøres til noget stort. Og når jeg så er landet, kunne mærke fra dag til dag, hvad jeg har lyst til og have dage, hvor jeg ikke har lyst til at lave noget.

Videre har jeg også lyst til en form for hverdag. At min kære kone tager på arbejde og kommer hjem, så jeg kan forkæle hende med aftensmad, som jeg gjorde, da jeg var hjemme.

Kunne sidde en hverdagsaften på sofaen og se ligegyldig tv og bare nyde det.

Og når der ikke er planlagt en masse, så giver det mig også mulighed for at være impulsiv. Kunne tage med kammeraterne ned på den lokale og få en øl, tage konen ud at spise eller bare tage hjem til de gamle.

Og så selvfølgelig nyde julen.

De sidste dage op til leave-perioden prøver jeg også at forberede mig mentalt. Forestille mig, hvordan det bliver at lande, og hvordan det føles at være hjemme igen. Det er selvfølgelig svært at forberede mig på, men lidt er bedre end intet.

Jeg prøver også langsomt at skrue ned for det mentale ”alarmberedskab”, og da vi ikke har haft de store operationer på det sidste, føles det ikke så svært. Dog tror jeg ikke helt, jeg kan mærke, hvordan det føles, eller hvordan jeg oplever det, før jeg lander og mentalt ”lander” i Danmark igen.

Det bliver under alle omstændigheder fantastisk at se dem, jeg elsker, igen.