[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Alt er bestemt ikke på plads, efter at politikerne den 30. november aftalte forsvarsforliget for de kommende fem år. Alligevel gav generalmajor Agner Rokos ved stormøder i denne uge sit billede af hæren i dag og i fremtiden til 600 af hærens officerer.
350 officerer var mødt op i Vingsted for at høre chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, fortælle om sit syn på hæren i dag og i de kommende år.
Aktuelle operationer
Generalen gav et overblik over hærens mange nuværende og seneste engagementer på Balkan, i Mellemøsten, i Afrika, i Irak og i Afghanistan. Han berørte de trusler, som danske soldater vil møde i fremtiden. Han fortalte desuden specifikt om status ved de danske styrker i Afghanistan og gennemgik mulighederne for neddrosling af hærens kommende hold til ISAF.
Tre premierløjtnanter, som deltog i mødet i Slagelse. Fra venstre: Allan Borup-Hansen, Jesper Sahl Hvass og Aske Nerup. Alle tre gør tjeneste ved det nationale støtteelement (NSE), som i august 2013 skal udsendes til Afghanistan med DANCON ISAF, hold 16.
- Jeg håbede at høre generalens holdninger til hæren og hærens fremtid, siger premierløjtnant Jesper Sahl Hvass fra DANILOG (Det Danske Internationale Logistikcenter) i Vordingborg.
- Jeg fik som forventet svar på mange spørgsmål, også mange detaljer, men savner stadig konkrete svar på mange spørgsmål om forliget, konkluderede han.
Hæren og det nye forlig
Generalen fortalte om processen forud for den politiske aftale om forsvarsforliget. Han beskrev udgangspunktet, som var de seneste års hårde indsættelser af stort set alle de kapaciteter, hæren rummer, og forklarede derefter den indflydelse, som interessante rapporter har haft på forligsprocessen. Generalen gennemgik de politiske overvejelser og beskrev slutteligt hærens syn på forliget og den analytiske proces, som skal munde ud i en endelig politisk afklaring af kaserneområdet – forhåbentligt snarest efter først kvartal 2013.
Spørgsmålet om hærens enheders fremtidige geografiske placering betyder meget for premierløjtnant Allan Borup-Hansen fra Vordingborg.
- Jeg ved godt, at jeg ikke kan få et svar i dag, men jeg ville alligevel meget gerne høre, om der stadig er grønne baretter, altså støtteenheder til hæren, på Sjælland i fremtiden.
- Vi fik nogle klare hensigtserklæringer om, hvad vi kan forvente, og jeg ser frem til at høre mere i starten af det nye år, sagde premierløjtnanten.
Allan Borup-Hansen er usikker på, hvilken hær han møder, når han kommer hjem fra sin udsendelse med ISAF hold 16 i februar 2014.
Det svar må han og alle andre dog vente med at få indtil efter april 2013, når politikerne forhåbentligt træffer beslutning om kasernespørgsmålet.
I Slagelse hørte cirka 250 officerer briefingen om hæren.
Hærens kapaciteter er alle relevante
- Hærens struktur er hensigtsmæssig, sagde generalen, og hærens brede palet af kapaciteter er alle relevante, fordi vi ikke selv vælger den trussel, vi bliver mødt af.
Han påpegede, at det er vigtigt, at hæren også i fremtiden bevarer evnen til hurtig deployering og til at gennemføre kontinuerlige operationer.
Dermed besvarede han spørgsmålet fra premierløjtnant Aske Nerup, fra det Nationale Støtteelement, som især var interesseret i at høre, om hæren skal neddrosles, og om den skal gå over i en ’hvile-periode’, eller om hæren fastholder kapaciteter til at kunne udsende en kampgruppe i hårde missioner.
Generalen sagde til det spørgsmål, at hæren stort set vil opretholde de nuværende operative enheder og kapaciteter, og at den vil øge sit fokus på at kunne reagere hurtigt ved at sende enheder ud i internationale operationer med kort varsel.
Hærens kaserner
Om kasernespørgsmålet sagde chefen for Hærens Operative Kommando, at en optimeret, effektiv og indsatsklar hær forudsætter færre kaserner. Hæren skabes ikke af mursten, men af soldater.
Generalen pointerede, at det er en stor udfordring for Hærens Operative Kommando at lave en uangribelig anbefaling af hærens fremtidige struktur, da især kasernespørgsmålet rummer mange følelser.
Agner Rokos gennemgik de mulige modeller for hærens struktur og modeller for hærens styrkeproduktion. Han konkluderede, at forliget, set i en helhed, beskriver et reduceret ambitionsniveau for omfanget af hærens styrkebidrag, men stort set med de samme kapaciteter som i dag. Generalen vurderede derfor, at der med det nye forlig er skabt lidt mere positiv balance mellem mål og midler, mellem ambitionsniveau og kapaciteter.
Generalmajor Agner Rokos svarede på spørgsmål om hæren og om forliget. Foto: OKS-1 Jürs Christensen.
Personel og nyt materiel
Før de 600 officerer fik lejlighed til at stille spørgsmål til generalen, sluttede han sit indlæg med at fortælle om hærens ny uniformsmønster, om ny udrustning, om hærens omdømme samt om modellen og vilkårene for den nye officersuddannelse.