[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter en uges halvvåd øvelse trådte små 600 mand fra ISAF hold 14 torsdag an på parkeringspladsen midt i Oksbøllejren for at holde den sidste parade inden udsendelsen til Afghanistan.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, ønskede hver enkelt soldat god tur ved at inspicere paraden, fulgt af oberst Kresten Hedegård, der er chef for ISAF Hold 14. Her er de nået til kampvognsdelingen LOKE. Fotos: Per Amnitzbøl Rasmussen


Med paraden markerede soldaterne fra ISAF Hold 14 afslutningen på et halvt års forberedelser, der i denne uge kulminerede med gennemførelsen af den sidste missionsforberedende uddannelse i Oksbøl. En sidste test af soldaternes færdigheder, før de skal indsættes i Afghanistan

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, inspicerede, og Hans Christian Thoning (V), der er medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, takkede på forhånd soldaterne på ISAF 14 for deres kommende indsats det næste halve år.



Chefen for Hærens Operative Kommando ønsker holdet tillykke med vel gennemført uddannelse og god tur til Afghanistan


Paraden blev indledt med en tale af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos:
 
- I skal også huske, at I er ambassadører for Danmark både overfor lokalbefolkningen og andre nationer, og så skal I vide, vi herhjemme vil gøre alt, hvad der står i vores magt for støtte jer, mens I er af sted, sagde generalmajoren.

Derefter talte Hans Christian Thoning til soldaterne om betydningen af at stå sammen med vore allierede i missionen:

- Derfor glæder det mig at DANCON 14’s motto er "Skulder ved skulder". For det gælder ikke kun for de danske soldater imellem, men også vores allierede – og her tænker jeg både på de andre lande der er engageret, såvel som vores afghanske kolleger.

Og husk, dem skal I lære meget. Det gælder både militære færdigheder, men også at forsøge at give dem den danske soldats holdning til demokrati og det at man holder sammen. Det kan virke som en selvfølge for os, men sådan er det ikke nødvendigvis for dem, sagde Hans Christian Thoning.



Folketingsmedlem Hans Christian Thoning (V) talte til soldaterne på vegne af Folketinget


ISAF Hold 14 har samme opgaver og organisation som det hold, de afløser i Afghanistan. Hovedfokus ligger på træningen af den afghanske hær. Til det har holdet en kapacitetsopbygningsenhed på små 100 mand, der primært skal uddanne afghanske soldater, men det rummer også polititrænere fra det civile politi og militærpolitiet.

Derudover er der et infanterikompagni, der skal være under britisk kommando. Det betyder dog ikke, at de kun har en kampopgave, da meget af deres virke vil foregå sammen med den afghanske hær, der stadig har brug for støtte og vejledning under operationer og patruljer.
ISAF Hold 14 tager af sted til Afghanistan i begyndelsen af august.